Tegning af Kiko Argüello fra hans bog »Anotaciones« (s. 245), der viser, hvor tæt martyriestedet – jernbanelinjen – ligger på den skur, hvor han boede og sammen med Guds tjenerinde Carmen Hernández var med til at grundlægge den Neokatekumenale Vandring i 1964.

Den 13. december i dette hellige jubilæumsår 2025, på jomfruen og martyren Sankt Lucias dag, fandt saligkåringsceremonien for 124 martyrer sted i katedralen i Jaén, i løbet af den højtidelige Eukaristi, som i den anledning blev forrettet på vegne af pave Leo XIV af kardinal Marcello Semeraro, præfekt for Dikasteriet for Helgenkåringer, ledsaget af den nuværende biskop af Jaén, Don Sebastián Chico Martínez, andre biskopper og kardinal Rouco. Katedralen var fyldt med troende, hvoraf de fleste var pårørende til de saligkårede. Nærmere oplysninger om begivenheden findes via dette link:

Postulatoren har modtaget en kopi af pave Leo XIV’s apostoliske brev fra kardinal Semeraro, hvori paven har understreget, at de salige var:

»…helteagtige og standhaftige vidner om Herren Jesus, som af kærlighed til ham ikke tøvede med at udgyde deres eget blod, skal fremover kaldes salige, og de må fejres den 6. november hvert år på de steder og på den måde, som loven foreskriver. I Faderens, Sønnens og Helligåndens navn. Amen.«

Blandt de anerkendte er der 109 præster, en klarisse og 14 lægfolk. De blev alle myrdet mellem 1936 og 1938, fordi de nægtede at fornægte deres tro. »Præsterne blev udelukkende myrdet, fordi de var præster, og lægfolket blev myrdet, fordi man så dem som et spejlbillede af det kirkelige fællesskab«, forklarede Andrés Nájera, vicepostulator for saligkåringssagen, under saligkåringsmessen. I sin prædiken fremhævede kardinal Semeraro det martyriets ånd, der gennem tiden har præget bispedømmet Jaén, hvilket gør det til »martyrernes vugge og et land, der er rigeligt vandet med martyrernes blod«. Han citerede derefter nogle ord fra biskoppen af Jaéns hyrdebrev om disse martyrer: ”Deres eneste våben var kærligheden. Og de døde, mens de tilgav deres bødler… Denne martyriske tilgivelse er den mest sublime frugt af det håb, der ikke giver op over for det onde”.

Blandt de saligkårede lægfolk findes Teresa Basulto Jiménez og Mariano Martín Portella, et ægtepar – hvilket var usædvanligt under den spanske religiøse forfølgelse – som blev myrdet sammen med Teresas bror, Manuel Basulto, biskop af Jaén, samt generalvikaren og domkapitelforstanderen Don Félix Pérez Portela i Palomeras (Madrid); begge blev saligkåret af pave Frans i 2013. De blev alle myrdet den 12. august 1936 i nærheden af den barak, hvor Kiko Argüello i 1964 flyttede ind. Han opgav en lovende karriere som kunstner, forlod alt og flyttede ind blandt de fattige i skurene i Palomeras Altas.   Der opstod, også takket være Carmen Hernández, kimen til en kristen indvielse, der senere blev til det Neokatekumenale Vandring: officielt anerkendt af Den Hellige Stol i 2008 og i dag til stede i 138 lande.

Det var netop i Palomeras, at den største offentlige henrettelse under den spanske borgerkrig fandt sted, hvor et endnu ubestemt antal brødre mistede livet for deres tro, samt den eneste biskop, der blev myrdet i Madrid, biskop Basulto. 254 personer, der var blevet anholdt af religiøse årsager og proppet sammen i katedralen i Jaén, var på vej i det såkaldte »Dødstog« mod fængslet i Alcalá de Henares for i teorien at aflaste dette, da de blev tvunget til at stige af ved det daværende holdepunkt Santa Catalina foran barakkerne i Palomeras, for at blive myrdet foran mere end to tusinde mennesker, der havde samlet sig på stedet for at overvære begivenhederne og heppe på morderne. Monsignor Basulto, der var blevet fornærmet og ydmyget under hele transporten, faldt kort før sin død på knæ og udbrød: »Tilgiv mig, Herre, mine synder, og tilgiv også mine mordere.« Kort efter udbrød hans søster Teresa: »Det er en skændsel, jeg er en fattig mor.« En af morderne sagde til hende: »Bare rolig, det bliver en kvinde, der dræber dig.« Og straks derefter trådte en kvinde ved navn Josefa Coso, »La Pecosa«, frem og skød Teresa på klos hold, så hun døde på stedet. Der er stadig igangværende saligkåringssager for de martyrer, der blev dræbt den dag på samme sted.

Det var Kiko selv, der satte martyrerne i forbindelse med oprettelsen af den Neokatekumenale Vandring, og han udtrykte det på følgende måde:

“Spanien har givet os Cursillos de Cristiandad, Opus Dei, den Neokatekumenale Vandring og alt, hvad man kan tænke sig. Ved I hvorfor? Fordi der har været en spansk borgerkrig, hvor over 6.000 præster blev dræbt, tortureret og blev martyrer: Der har ikke været et eneste tilfælde af frafald. Rødderne til den Neokatekumenae Vandringl er badet i blodet fra mange martyrer i Spanien.”

Der findes detaljerede oplysninger om disse 124 nye martyrer, der er blevet saligkåret, på det særlige websted for bispedømmet Jaén:

Ligesom der findes oplysninger om deres forbindelse til den Neokatekumenale Vandrings oprindelse i en artikel offentliggjort i Religión en Libertad: