Onsdag den 13. februar 2019 deltog en gruppe fra den Neokatekumenale Vandring, der var på pilgrimsrejse til helligdommen i Loreto (Italien), i pave Frans’ generalaudience i Pavens Sal i Vatikanet. Nogle ægtepar blev placeret sammen med deres børn på første række, så de ved afslutningen af audiencen kunne hilse på paven og tale med ham.

Her følger en gengivelse af begivenheden og de ord, som pave Frans rettede til disse brødre fra Vandringen, og som de senere nedskrev:

»Med disse linjer vil vi gerne dele vores oplevelse af audiens hos Den Hellige Fader onsdag den 13. februar, som afslutning på vores pilgrimsrejse til Rom og Loreto.

Vi havde den ære at tale et par minutter med Den Hellige Fader Frans sammen med andre ægtepar ved den afsluttende hilsen, da audiens var slut.

I betragtning af den store betydning, som de modtagne ord har, både for netop vores ægteskab og for den Neokatekumenale Vandring, noterede jeg mig disse ord efter audiensens afslutning for at forsøge at gengive samtalen så trofast som muligt.

Vi forsøgte at komme tættere på forreste række med babyerne for at stå tæt på paven, men det fik vi ikke lov til. Vi stødte på et hegn, der adskilte audiensen, hvor der stod flere grupper af franske unger, der skulle synge for den hellige fader, og det lykkedes mig at komme over til deres gruppe med babyen på armen; David fulgte med mig sammen med sin datter. I det øjeblik kom en af disse kammertjenere forbi, placerede os på første række og bad mig om at være stille, idet han sagde, at Den Hellige Fader var på vej forbi, og at hvis han ønskede at rejse os, måtte han gerne gøre det, men ellers måtte jeg ikke insistere. Jeg kiggede bagud, og jeg ved ikke, hvordan Cinta, Noelia og Ana Maria var nået frem til det hjørne, hvor politiet spærrede vejen.

Mens alt dette foregik, havde Den Hellige Fader talt med Israel og Nazareth; de var de første, han hilste på, og han spurgte dem om deres børn, hvor mange de havde, og hvor gamle de var… De bad paven om at bede for de unge, for børnene… De har en særlig interesse for de unge, og ligesom os er de gudfæder i efterfirmelsenspastoralen, og Den Hellige Fader sagde til dem, at familiens mission i lyset af nutidens udfordringer er at være evangeliserende i denne verden. De husker samtalen med stor kærlighed, nærhed og ro; fyldt af følelser gav Den Hellige Fader drengen og dem en rosenkrans og velsignede Miguel.

Da han gik forbi mig, råbte jeg til ham: »Pave Frans, vi er fra den Neokatekumenale Vandring og er kommet på pilgrimsrejse til Rom og Loreto!«

Han standsede, vendte sig om og sagde til mig: »Det er en velsignelse!« Og han kom hen til os. Jeg bad ham velsigne den lille 5 måneder gamle Santiago, som jeg holdt i armene, og han spurgte mig, hvilket barn det var. Jeg svarede: »Den ottende, fader.« Han svarede: “Den ottende? I er håbet i den demografiske vinter, som Europa gennemlever, så hold modet oppe! Og én ting vil jeg sige til dig: Børn skal opdrages i troen, ikke med ‘vrøvl og sludder’, vær altid standhaftige i troen.” »Ved du, i det italienske samfund er det i dag på mode at anskaffe sig en hund og opdrage den udelukkende med henblik på kærlighed; man opdrager den efter den kærlighed, man selv ønsker. De er ikke villige til at dø, og de ved ikke, at at dø for sine børn er at finde livet, og at livet er at have Kristus.«

»Vær modige (gentog han), I, den Neokatekumenale Vandring, er det håb, som det nutidige Europa har brug for, for hvad bliver der af dette samfund i morgen? Vil hundene passe på dem? Nej! Hvor meget lidelse der er, fordi man ikke giver sit liv. Vær modige, I er modige i denne verden, hvor alt er imod jer, men stol altid på Kristus! Gå altid videre!”.

Hele samtalen var meget intim og hjertelig. Paven talte meget roligt og langsomt til mig og udstrålede en fred, der sammen med øjeblikkets bevægelse har været et afgørende øjeblik for mig. I det øjeblik sagde jeg til ham: »Fader, der står de mødre, som politiet ikke vil lade komme ind.« Den Hellige Fader, der var meget opmærksom og kærlig, sagde til mig: ”Hvad? De ’modige’ mødre, hvor er de? Er de villige til for Kristi skyld at føde otte gange, og lader man dem ikke komme igennem?”.

Han så på mig, jeg pegede på stedet, han løftede hænderne og råbte til politiet: »Lad de modige mødre komme forbi, lad dem springe over politiet…«.

Og da de kom, rakte han hånden ud mod dem og gentog stort set de samme ord, idet han hele tiden fremstod meget faderlig og godhjertet.

Han sagde igen til os, denne gang henvendt til min kone: ”I er håbet i denne demografiske vinter, som Europa gennemlever! Vær modige, opdrag dem i troen!”.

Cinta sagde til ham: »Fader, det er vores ottende barn!« Og paven svarede hende opmuntrende: »Man skal være ansvarlig i opdragelsen af sine børn. Opdrag dem ikke med vrøvl og tom snak, men vær altid standhaftige i troen og med kærlighed.«

Han opfordrede os til at bede rosenkransen i familien og gav os en til barnet og en til hver af os og sagde: »Jomfruen er jeres mor!«.

Han tog meget hjerteligt afsked, og vi gik, mens vi gentog disse ord i vores indre igen og igen og mediterede over dem.