Ved en enkel og bevægende ceremoni søndag den 1. december 2024 i kirken på Redemptoris Mater-seminariet i Rom modtog Kiko Argüello, der sammen med Carmen Hernández var initiativtager til den Neokatekumenale Vandring, »Per Artem ad Deum«-medaljen for sit bidrag til den hellige kunst.

Prisen uddeles hvert år af SacroExpo Association til kunstnere eller institutioner, hvis kunstneriske præstationer bidrager til udviklingen af kultur og menneskelig spiritualitet. Den har den særlige egenskab, at det er den eneste pris, der er sponsoreret af Dicasteriet for Kultur og Uddannelse.


Video med pris uddelese


“Kirkens nye æstetik”, Kiko Argüello

Meget godt, meget godt! Tak. Må jeg sige et par ord?

Jeg takker kardinal Ryś og Mons. Arrieta for deres tilstedeværelse. Jeg takker ARTESACRA-foreningen for denne medalje »PER ARTEM AD DEUM«, som var en uventet overraskelse for mig.

Da jeg var 20 år gammel, modtog jeg den ekstraordinære nationale pris for maleri i Spanien; kort efter opgav jeg min karriere som maler for at gå ud og møde Kristus blandt de fattige; og Herren gav mig hundredfold, for en dag blev jeg kaldet til at male apsis og glasmosaikvinduerne i katedralen i Madrid.

Herren har gjort noget imponerende med Carmen og mig. For det vigtigste i alt mit kunstneriske arbejde har været at åbne en vej til kristen indvielse i hele Kirken, som hjælper så mange familier og så mange unge mennesker. Dette er virkelig et kunstværk!

I kender alle Dostojevskijs berømte replik i bogen »Idioten«: »Skønheden vil redde verden«. Prinsen udtaler det og siger så, at denne skønhed er Kristus. Vi har set det arbejde, som Gud har sat os i gang med den kristne indvielsesvej, og vi er totalt imponerede … Herren har ført os til at finde en æstetik, nogle billeder, en måde at udtrykke troen på med en ny form for erkendelse, også af selve Kirken.

Skønhed vil redde verden. Hvilken skønhed? Skønhed er meget vigtig i dag, fordi vi lever i en verden, hvor dyrkelsen af skønhed, af kroppen, er meget vigtig. Skønhed er nødvendig, for uden den falder mennesket i fortvivlelse. Hellige Johannes Paul II havde allerede sagt, at manglen på skønhed fører til mangel på håb, til fortvivlelse og til et stort antal selvmord blandt unge mennesker.

Inden for filosofien er skønhed en af værens transcendentaliteter sammen med sandhed og godhed. Jeg vil gerne relatere skønhed til nydelse, til æstetiske følelser. Jeg vil give dig en kort oversigt over skønhed.

Hvis du åbner Skrifterne, vil du se noget fantastisk. I Siraks bog, kapitel 42, kan vi læse: »Gud har skabt alle ting i par, den ene overfor den anden, og han har ikke skabt noget ondt. Hver ting bekræfter fortræffeligheden af den ved siden af«. Der står, at alt, hvad Gud har skabt, synger fortræffeligheden af det, der er ved siden af. Dette er skønhedens princip. Forholdet mellem en ting og det, der er ved siden af den. Det er derfor, vi siger, at skønhedens dybeste indhold er kærlighed. For eksempel et landskab: Den blå himmels blødhed synger om de grå eller hvide skyers skønhed; træernes ruhed synger om klippernes hårdhed; floden nedenfor synger om den nærliggende strands skønhed. Alting synger skønheden af det, der er ved siden af.

I hvilket forhold? Det er pointen. Hvis kærlighedsforholdet er rigtigt, hvis det, der er ved siden af, synger godt, så opstår der straks skønhed. Vi kunne holde et meget langt og smukt foredrag om dette, men jeg vil gerne tale om Jesus Kristus, fordi alt dette er knyttet til Jesus Kristus. Fordi Dostojevskij siger, at skønhed er Kristus. I hvilken forstand? Skønhed fremkalder altid en æstetisk følelse, det vil sige: glæde. Skønhed og glæde, som om Gud med skønhed vil vise, at Han elsker os, at Han har os kær, og at det er derfor, alt er smukt.

Jøder taler meget om skønhed. Gud har skabt mennesket. Han skabte Adam og Eva. I ved, at Adam har givet dyrene navne, der viser hans viden, og han har ikke fundet en hjælper som ham. Så tog Gud et ribben og byggede en kvinde. Jøderne siger, at ordet »bygge« allerede er et kunstnerisk ord for at skabe kunst. Al tradition siger, at der aldrig har været en smukkere kvinde end den første Eva. Da Adam så hende, blev han imponeret: »Hun er knogle af mine knogler og kød af mit kød. Jeg vil kalde hende iššah, fordi hun blev taget fra manden«, iššah på hebraisk, ›varona‹ (kvinde) på spansk, det feminint udtryk af >varon< (mand).

Da Moses tager folket med og fører dem til Sinai-bjerget, viser Gud sig og siger »Adonai Elohenu, Adonai Ehad, jeg er den eneste« og »du skal elske Herren din Gud af hele dit hjerte«. Gud viser sig som en ægtemand. Gud er kærlighed. De siger, at Moses præsenterer forsamlingen for Gud, som Gud har præsenteret Eva for Adam. For hun skal være Guds hustru. Profeten Hoseas taler om Israels brudgom og drager en parallel mellem Første Mosebog og dette øjeblik i pagten. Men husk på, at mens den første Eva ser smuk ud, kommer Israel fra Egypten, fra afgudsdyrkelse, hvor de har været i trældom og er fulde af uenighed, fulde af lamme, fulde af blinde. Fordi afguder gør dig til slave, var de et folk af slaver. Gud, siger rabbinerne, forvandler dette folk, denne forsamling, der ikke længere er lamme, fordi de alle gik, der er ikke længere døve, fordi de alle hørte Ordet, og Israels folk slog lejr, i ental, ikke i flertal: ikke at de slog lejr, men at den slog lejr. Det betyder, at de var blevet ét. Gud kunne ikke give Toraen til et folk af slaver, han bygger en profetisk forsamling, der forkynder de nye messianske tider.

Dette tema om skønheden i Israels forsamling vil blive udviklet gennem hele rabbinismen gennem mange midrash. Kristus kendte disse midrash. Da Johannes’ disciple bliver præsenteret for vores Herre Jesus, spørger de: »Er du Messias, eller skal vi vente på en anden?« Hør, hvad Kristus svarer: »Sig til Johannes: De blinde ser, de lamme går, de døve hører«. Hvorfor siger han dette? Fordi de allerede ventede på Messias som den, der skulle organisere ikke bare Israels folk, men den nye menneskehed. En ny menneskehed.

Ligesom Kristus har gjort for os! Han har fået os til at høre hans Ord, han har åbnet vores ører. Han åbnede vores øjne, som han gjorde for den blinde mand. Kristus lavede noget dynd med sit spyt og lagde det på den blinde mands øjne. Og den blinde mand så Guds kærlighed, som gav ham synet. Han har gjort det samme for os gennem den kristne indvielse. Guds Ord, som er som spyt, oplyser profetisk vores fattigdom, vores synder. Han laver dynd og lægger det foran vores øjne. Han lægger vores synder foran os med det dynd. Og så siger han til os: »Vask dig«. Det sværeste er at betragte os selv som syndere, det gøres ikke uden spyt, Kristi Ord. Og alle vores synder er blevet tilgivet. Nu er vi ikke længere slaver. Vi har set kærligheden til os syndere.

Ja, de blinde ser, de døve hører, de lamme går, de går og hjælper deres næste, de spedalske bliver renset. Kristus er kommet, han er tegnet på, at verdens frelser er kommet, den, der gør os til en ny skabning. Der er en første skabelse, og Israel opfatter pagten som en ny skabelse. Messias kommer og indgår en ny pagt med os, en ny skabelse.

Denne nye skabelse er beskrevet i Johannes’ Åbenbaring, hvor der tales om det nye Jerusalem, som kommer ned fra himlen. Og der tales om skønhed. Alt stråler som en brud, som en hustru. Skønhed! Det er meget vigtigt. I dag er vi i en tid, hvor vi taler om globalisering. Der er et billede af verden, som er Babylon, som er den store skøge i apokalypsen.

Men overfor Babylon er der en anden by: Det himmelske Jerusalem, som kommer ned fra himlen, klædt i hvidt som en brud, klædt i gode gerninger, klædt i lyst linned. Der er et arbejde foran Babylon. Gud kalder os til at bygge Kristi skønhed. Det er Kristi legeme, der vil frelse verden. Og hvad er denne skønhed? Det nye Jerusalem: Alle er blevet smukke, fordi Kristus har iklædt dem sin hellighed, og det kristne fællesskab dukker op: Kirken, der stråler, som er lammet, der overvinder dyret, denne skønhed vil frelse verden. Verden venter på de kristne. De venter på at se disse mennesker, som ser Guds kærlighed, når folk ikke ser Guds kærlighed nogen steder. De venter på dem, der går rundt og forkynder Evangeliet som de fattige. De venter på dem, der lytter til Ordet, som elsker hinanden, som er af ét hjerte: »Elsk hinanden, som jeg har elsket jer, og på denne kærlighed skal de kende jer som mine disciple«. En skønhed dukker op, som er Kristus.

I Kirkens tradition er der en have i Eden, der er også en anden have på Sinai-bjerget, hvor toppen viser sig som et træ, der bærer frugt, hvilket er Toraen, men der er en tredje have. Der er Edens have og Åbenbaringens have, hvor det nye Jerusalem dukker op, og hvor der er et livets træ, som bærer evig frugt. Men der er en fjerde have: Golgata. Det er den have, hvor Kristus blev korsfæstet. I den have er der en grav, der er en opstanden Kristus, der er en ny gartner, som er Kristus, den nye Adam, der er en kvinde, som kommer fra prostitution, som kaldes Maria Magdalene, og da hun ser ham, siger hun: »Rabbuni«, hun går hen for at omfavne ham, men Kristus siger til hende: »Noli me tangere«, »Rør mig ikke, for jeg er endnu ikke steget op til Faderen«. Denne tekst: »Rør mig ikke!« er meget vigtig, fordi den er relateret til det nye Jerusalem. »Gå hen og forkynd, at jeg stiger op til Faderen, min Fader og jeres Fader, min Gud og jeres Gud«. Han giver ham proklamationen af Kerygma, han kommer til at udføre et enormt arbejde. Kristus tager den menneskelige natur og bringer den ind i den Hellige Treenighed.

Hellige Paulus siger, at der i skaberværket er et spejl, en åbenbaring af Guds kærlighed til os gennem skønhed. Der er noget i naturen, som imponerer dig, der er dens skønhed, der er en form for mildhed, en form for lydighed. Hvad er mennesket? Det er en tilblivelse, det er et projekt, det er et vidunderbarn. Mennesket! Mennesket er et vidunderbarn. Vi er et projekt i konstant realisering, det vil sige, i konstant usikkerhed. Vi har ingen ret til at fratage mennesket muligheden for at realisere sig selv, sådan som Gud har skabt det, fordi det er et projekt i konstant realisering.

Hellige Paulus bekræfter i sit andet brev til korintherne, at Kristus døde for alle, så de, der lever, ikke længere lever for sig selv, men for Ham, der døde og opstod for dem. Dette er synet på mennesket ifølge Åbenbaringen, dette er den kristen antropologi: Mennesket, en slave af synden, er forpligtet til at ofre alt til sig selv, netop fordi det er en slave, det har mistet den dimension af skønhed, som er kærlighed, det at komme ud af sig selv for at elske den anden. Frelsensværk består i at befri mennesket fra denne forbandelse ved at give det kærlighedens skønhed tilbage.

For denne mand forsøger vi at skabe en ny slags sogn; vi laver sogne med en mystiske krone, hvor himlen er til stede, med de vigtigste mysterier i vores tro. Kirken i dag har ikke en defineret æstetik … Det har i en vis forstand fået os til at lede efter en æstetik. I Madrid har vi bygget et sogn med et gyldent tag, med hvide sten og glas, med et katekumenium: en gruppe rum, der vender ud mod en central plads med et springvand. I stueetagen er der alle de sociale tjenester, og ovenpå, på den første etage, er der alle kommuniteternes rum osv.

Jeg talte om skønhed. Enhver reform af Kirken har uundgåeligt medført en æstetisk fornyelse: tænk på gotikken, barokken … Det kunne ikke være anderledes med Det Andet Vatikankoncil.

Vi fra Vandringen ønsker at præsentere denne skønhed, som er kærlighedens skønhed i denne dimension: Kristus (peger på korset). Og vi vil gerne præsentere den i et kristent kommunitet, fordi vi tror… Fordi Kristus siger: »Elsk hinanden, elsk hinanden«, men elsk hvem? De første kristne levede i et lille samfund, de kendte alle sammen hinanden. Kommunitetet kan ikke være særlig stort, fordi det handler om at vise, om at skabe et offentligt tegn på kærlighed. Antallet af medlemmer i et kommunitet er 30, 40, fordi vi er nødt til at give et konkret vidnesbyrd om kærlighed. Hedningernes råb må komme tilbage: »Se, hvordan de elsker hinanden«, det var det, de råbte, da de så de kristne. For Kristus siger i Evangeliet: »Elsk hinanden, elsk hinanden, elsk hinanden«. Det er den skønhed, der redder verden: kærlighed i korsets dimension. Det viser, at hvis vi elsker hinanden i fjendens dimension, har vi evigt liv indeni. For ellers er det umuligt at elske hinanden på denne måde, fordi Gud har givet os tro indeni, og troen giver os evigt liv, udødeligt liv… Vi har noget indeni, som holder os oppe, som støtter os, som er Guds liv i os, Kristi liv, hans sejr over døden i os, givet af Helligånden. Faktisk er det, vi skal forkynde: Kristi opstandelse, der er til stede i os.

Vi ønsker at være en seriøs Vandring, en seriøs vej, fordi vi er ved at give verden, djævelen og den store drage en stor kamp, vi er kvinden, der føder et drengebarn, truet af den store drage, som er denne verdens fyrste. Jøderne plejede at sige, at djævelen altid vinder i verden. Interessant, har du set det? Først nazismen og så kommunismen syntes at have erobret alt, alt, hele nationer. Vi forstår, hvorfor hele Europa i dag er ved at falde fra, vi forstår, hvorfor der sker en total sekularisering. Djævelen ser altid ud til at vinde, fordi Kristus i denne verden ikke har noget sted at lægge sit hoved og med ham de kristne. Men vi har sammen med Kristus overvundet døden og har en enorm glæde, så vi må forkynde og vidne om den kærlighed, som Gud har til os, og som har givet os evigt liv I os.

Kristus siger: »Elsk hinanden, som jeg har elsket jer«. Kristus har elsket os, og i denne kærlighed vil de sekulariserede hedninger, som omgiver os, vide, at I er mine disciple. Kristus har elsket os i fjendens dimension, det vil sige, at han ikke har modsat sig vores ondskab. Bjergprædikenen siger: »Gør ikke modstand mod det onde«. »Elsk jeres fjender, gør godt mod dem, der hader jer, velsign dem, der forfølger jer«. Hvad er det her for noget? Kristendom.

For pointen er denne: Hvad betyder det at være kristen i dag, hvad skal vi vidne om? Paulus siger: »Vi bærer altid og overalt Jesu dødsmåde«. Dødsmåden, det vil sige Kristus korsfæstet død. Han siger: »Vi bærer altid og overalt dødsmåden i vores krop, så det kan åbenbares i vores krop, at Kristus lever«. Det Andet Vatikankoncil har talt om Kirken, den universelle frelses sakramente… Kristus har vist os en retfærdighed, som er kærlighedens retfærdighed i korsets dimension.

Skønhed vil redde verden, og det er Kristus, der lever i kristne, i kristne kommuniteter. Vi har sagt til Den Hellige Stol, at vi ikke ønsker at skabe en menighed, vi ønsker at bringe dette budskab til Kirken: Det er vidunderligt at leve troen i et kristent kommunitet i sognene.

Det smukkeste ved kommuniteterne er, at vi har set Guds værk i brødrene, alle bliver beriget af andres gode. Alt i alt. Der er en fælles og konstant rigdom i alle. Det er vidunderligt at se, at de blinde ser Guds kærlighed i deres liv. Kristus har overvundet døden, vi ser ikke på døden med rædsel, heller ikke alderdom eller sygdom. Og det er ikke, fordi vi er meget gode, men fordi vi alle er syndere, alle er fattige.

I Jesu Kristi opstandelse viser Gud en stor ting, at han er opstået fra de døde og steget op til himlen, Gud har udnævnt ham til Kyrios. Ordet kyrios er Guds Ord på Sinai-bjerget. Derfor er denne mand, som døde på korset for os, Gud selv.

Kristus døde, så mennesket kan komme ud af denne egoismens cirkel, så det ikke længere lever for sig selv, men for den, der døde og opstod for det, Kristus, den guddommelige skønhed, der er blevet menneske, er blevet en af os, så mennesket kan få Guds herlighed.


Kardinal Grzegorz Ryś

Ærkebiskop af Lodz, Polen

Højtærede herrer, brødre og søstre, kære Kiko!

Alle vi, der er til stede her, er helt sikkert overbeviste om denne formel Per Artem Ad Deum.

Desuden er vi samlet her for at belønne den mand, der har gjort denne formel til et af principperne i sit liv.

Desuden MÅ det siges, at dette princip ikke er indlysende for alle. Og denne »ikke-indlysende« har flere ansigter:

Først og fremmest kan den have et ansigt som kunst, der på forhånd ikke vil have noget med Gud at gøre. Som Jonathan Sachs siger i sin bog »The Persistence of Faith« på en passende og glødende måde: I mange århundreder har kunst og tro levet i et harmonisk ægteskab, men nu er de skilt! Som det ofte er tilfældet ved skilsmisser, er årsagen aldrig den ene parts skyld alene. Skilsmissen mellem tro og kultur skyldes også de kristnes umodne tro: En moden tro – sagde hellige Johannes Paul II – udmønter sig altid i kultur!

For det andet kan kunst blive og bliver ofte et mål i sig selv. Det betyder, at kunsten måske ikke ønsker at føre til nogen, men kun til sig selv, at være helt koncentreret om sig selv. Den hellige Broder Albert (Adam Chmielowski), en af de bedste polske malere i det 19. århundrede, advarede mod dette fænomen og talte om en »Frue Kunst«, som kræver en afgudsdyrkende hengivenhed for sig selv.

For det tredje har der i århundredernes løb ikke manglet kritiske røster i Kirken over for religiøs og hellig kunst og dens krav. Da billedkulten blev anerkendt af Det Andet Koncil i Nikæa, opstod der i den vestlige del af kristendommen, i Karl den Stores miljø, en række tvivlsspørgsmål. Den mest komplette samling er de karolingiske bøger af Theodulf af Orleans: Jesus befalede ikke apostlene at male billeder, men at forkynde ORDET. Hvorfor?

Fordi ordet ikke binder den menneskelige fantasi så stærkt som et billede! Det ved vi godt. Jeg tror, det er vores fælles erfaring. Jeg har (for eksempel) vidst, siden jeg var barn, at Gud Fader er en ret alvorlig gammel mand på skyerne med skæg, scepter og en korsformet kugle i hånden; det var sådan, jeg så ham på taget af min sognekirke (en gang om ugen, nogle gange endda hver dag); og det er næsten umuligt at slippe af med dette billede.

Den Neokatekumenale Vandring Pris uddeling "Per Artem ad Deum" til Kiko Argüello december 2024
Billed arkiv af prisuddelingen

Ja, siger Theodulf, kunst har en uddannelsesmæssig værdi (litteratura illitteratorum), men kun i forhold til Ordet. Et uforklarligt billede af en smuk kvinde kunne repræsentere enten Maria eller Venus…

For det fjerde kan et fokus på kunst vende op og ned på prioriteterne. Bernard af Clairvaux har talt meget stærkt om dette i Kirkens historie: »Kirken skinner af guld, og hendes Herre har bar ryg« – Kirken skinner af guld – har altre, kar og kandelabre af guld, mens Kirkens herre – Jesus i skikkelse af den fattige mand – har bar ryg: Han har ikke fået en skjorte, fordi alle midlerne er blevet brugt på at udsmykke templet.

Jeg minder ikke om alle disse indvendinger mod princippet »per artem ad Deum«, men for at vise, at det langt fra er enkelt at efterleve det korrekt: Det kræver ikke kun talent, men også indsats, dømmekraft, fattigdomsdisciplin, bøn og årvågenhed. Den pris, der uddeles i dag, handler derfor ikke kun om kunstneriske evner, men også om radikaliteten i det evangeliske liv.

Vejen »per artem ad Deum« er ikke let, men salige er de, der går den og leder andre ad den. Det er Guds vej. Gud selv forbereder den og går den mod mennesket. Den menneskelige vej »per artem ad Deum« er først og fremmest Guds vej »per artem ad hominem«; Visdommens Bog taler om dette på en fantastisk måde: »For ud fra skabningernes SKØNHED ses deres ophavsmand analogt« (Vis 13,5). To vers tidligere kaldes han »Skønnhedens ophavsmand«. Den skønhed, han skaber, er beregnet til at føre os til Ham.

Men det sker også – indrømmer den inspirerede forfatter – at skønhed kommer mellem Gud og mennesker, som begynder at tilbede skaberværket: »De lader sig rive med af udseendet, SÅ SKØNNE ER DE I DERES ØJNE« (v. 7). Men synd og afvigelse er ikke det sidste ord i menneskets historie; svaret for dem er FRELSE!

Hellige Johannes Paul II taler i sit »Brev til kunstnerne« om »Skønhed, der frelser«; vores prismodtager – efter Dostojevskij – siger det samme. Vi ved det godt: Frelsen er Guds værk, og den kommer i stand takket være »det smukkeste af menneskets børn«. Skønhedens vej (via pulchritudinis) er vejen til Guds skabelse og frelse. For alle mennesker. Ikke for nogle få udvalgte kunstnere, men for alle syndere. Dette er Kikos definitive KERIGMA.

Tak for jeres opmærksomhed.


Mons. Segundo Tejado

God aften til jer alle, Eminence, Excellence, venner!

Jeg har haft til opgave at forklare Kikos arbejde. Det har ikke været let, det er ikke let, jeg er sikker på, at jeg glemmer noget, for han har gjort så meget, så mange steder, så mange værker, at det virkelig er svært at kvantificere dem. Jeg vil uddybe lidt, ikke for meget, bare rolig, men det forekommer mig vigtigt at sige i dag, her på dette sted, i dette øjeblik, at tage en lille rundtur i, hvor Gud har ført ham hen i hans historie for at nå frem til i dag, til denne pris.

Kiko Argüello

Spansk maler, født i León den 9. januar 1939. Han studerede billedkunst på Academia de San Fernando i Madrid. Han deltog i adskillige udstillinger og malerkonkurrencer i Spanien, og i 1959 blev han tildelt den ekstraordinære nationale pris for maleri.

I slutningen af 1950’erne oplevede han en eksistentiel krise, som førte ham til et dybt møde med Jesus Kristus, hvilket fik ham til at dedikere sit liv og sin kunst til Kristus og Kirken. I 1960 rejste han sammen med p. Aguilar OP til Europa, før koncilet begyndte, for at studere hellig kunst, netop med henblik på koncilets indkaldelse. I kølvandet på denne fornyelse ændrede han indholdet i sin kunst og dannede sammen med en billedhugger og en glasmager en gruppe af sakral kunst kaldet »Gremio 62«, som afholdt en række udstillinger i Madrid, Royan (Frankrig) og Haag (Holland).

I 1964 inspirerede Herren ham til at tage ud og leve blandt de fattige i et barak i Palomeras Altas i udkanten af Madrid og opgive sin lovende karriere som kunstner. Senere mødte han Carmen Hernández, som var missionær, uddannet i kemi og teologi og nu Guds tjener. Sammen med hende gav han liv til en ny form for forkyndelse, som skulle føre til fødslen af et kristent kommunitet blandt de fattige: det første neokatekumenale kommunitet. Lidt efter lidt blev denne erfaring taget med ud i sognene. Det lille frø begyndte at spire i Spanien og, efter Kikos erfaring blandt de fattige i udkanten af Rom, i den latinske borghetto, i Italien og i hele verden. Den Neokatekumenale Vandring er nu til stede i 136 lande, i omkring 1.300 bispedømmer og mere end 6.200 sogne.

Kikos kunst vil fra begyndelsen af oplevelsen af de første kommuniteters fødsel have behovet for at tilbyde passende og værdige steder til fejring af den fornyelse, som Det Andet Vatikankoncil tilbyder Kirken, som sit forskningsobjekt. Gennem den Neokatekumenale Vandring blev der skabt et sæt strukturer til at gennemføre denne fornyelse i det kristne kommunitets tjeneste.

Kiko finder i østkirkens kunst, ikonerne, det mest passende udtryk for den oplevelse, han lever. Han er imponeret over spiritualiteten hos disse malere, som ved at give afkald på deres egen »originalitet« og underkaste sig den kanon, der er etableret af Kirkens tradition, finder vejen til en langt højere kunst og spiritualitet. Kiko fulgte den ortodokse kanon og opdaterede den med nyhederne i det moderne maleri – såsom Picasso og Matisse – som han var blevet uddannet i.

I 2000 oprettede Kiko en malerskole til udførelse af billedcyklusser i kirker, som vi vil se nedenfor, og i 2018 blev Obra Artística Kiko Argüello Foundation oprettet med det formål at bevare og udbrede Kikos kunstneriske arbejde.

Arkitektur og maleri

Kiko Argüello begyndte sammen med Carmen Hernández at arbejde på overgangen fra en massiv pastoralkirke til en kirke med »kommuniteter af kommuniteter« og tilbød en komplet fornyelse: fra arkitektur til ikonografi, fra rummene til fejring og møder mellem mennesker, det han har kaldt Katecumenium, til selve liturgiens elementer.

Således finder vi Kikos kunstneriske arbejde i forskellige sogne:

  • La Paloma (Madrid)
  • San Bartolomeo en Tuto (Firenze)
  • Santa Catalina Labouré (Madrid)
  • Sagrada Familia (Oulu – Finland)
  • Domkirke Nuestra Señora de Arabia – Bahrein

I andre kirker/sogne malede han billedcyklusser med »mystiske kroner« og »altertavler«, der skulle fremhæve liturgiske højtider i overensstemmelse med den østlige tradition.

  • Catedral de Madrid (apsis og kapel af Nuestra Sra. del Camino)
  • Fresko af Santiago sogn (Ávila)
  • Kirke i Fuentes del Carbonero Mayor (Segovia)
  • I Rom: Krypt og menighedslokalen af Mártiri Canadiese sogn, Santa Francesca Cabrini, S. Luigi Gonzaga, Nativi
  • Liturgisk sal af San Frontis sogn (Zamora)
  • I Madrid: Kirke og sal af Ntra. Sra. del Tránsito, S. José, S. Sebastián, La Paloma, S. Roque
  • Menighedenssal Buone Nouvelle (Paris)

Sammen med den kunstrisk skole opfundet af ham, lavede han også flere maleriskcyklus:

  • Santísima Trinidad sogn (Piacenza)

  • Giovanni Battista sogn (Perugia)
  • Santísima Trinidad sogn (S. Pedro del Pinatar Murcia)

  • Massimiliano M. Kolbe sogn (Roma)
  • San Francisco Javier kirke (Shanghái – Kina)

  • Pilar sogn ( Valdemoro – Madrid)

  • Kirker i Troina, Cagliari, Mestre, Verona, etc.

  • Monasterio Carmelita S. Josés kirke (Mazarrón -Murcia)

Neokatekumenale Center

Udover kirkerne og liturgiskerum I flere sogne, kreerer han de Neokatekumenale Center og samværhuse: steder for Vandringens katekister, brødre og bispedommer til at mødes:

  • Neocatekumenale Center i Madrid og Rom

  • Neocatekumenale Center Siervo de Yahveh (Porto San Giorgio), møde stedet og udsendelse af vandrande kateketer til verden. I 1988 fejrede hellige Johannes Pal II et Eukaristi med de første familier i mission. I dette lejlighed kreerede han den første Ordets Sanktuar til læsning og ransagelse af Skrifterne, dekorerede med en original  glasmosaik.

  • International Center “Domus Galilaeae” på Saligprisnings bjerge i den Hellige Land. Ved at tage i mod Carmen Hernándezs intuition om at bygge et center til formér præster og kateketer i den Hellige Land, opfinder og bygger han Domus Galilaeae. Hellige Johannes Paul II – som besøgte og velsignede dette hu i året 2000 – ønskede at huset kunne   «fremhæve en dybt religiøs uddannelse og en frugtbar dialog mellem jøderne og den katolske Kirke». Som bevis på dette er de tusindvis af besøg af jøder og palæstinenser, som bliver imponeret af husets skønhed og gæstfrihed. Også de internationale møder mellem biskopper af hele verden og rabbiner. Stedet er betydningsfuld udsmykkede af en skulptur gruppe af Kristus med sine apostle og skulpturen af hellige Johannes Paul II.

  • Samværhuse og Neocatekumenale Center i flere lande i Sydamerika, Afrika, Europa.

Redemptoris Mater Seminar

Herren inspirer Kiko og Carmen omkring behovet for at hjælpe Kirken i dette fornyelse med at opføre, sammen med hellige Johannes Paul II, den første bispedømme-missionærseminar Redemptoris Mater i Rom, og senere hen åbner andre biskopper Redemptoris Mater seminar i deres bispedømmer, op til 120. Kiko tegner den arkitektonisk model af mange af disse seminar:

  • Redemptoris Mater seminar i Macerata

  • Redemptoris Mater seminar i Varsovia (Polen)

  • Redemptoris Mater seminar i Managua (Nicaragua)

  • Kirken til Redemptoris Mater seminar i Rom og Madrid

Andre kunstneriske discipliner

Ikke kun disse værk I arkitektur, maleri og skulptur, men Kiko dedikerer sig også til andre forme af kunst: glasmosaikker, liturgiske paramenter og klejnsmed artikler som kors, kalke, Bibel omslag, Evangeliebøger osv, altid med det formål at tjene den kristne kommunitet i dets tros vandring.

  • Glasmosaikker til Madrids domkirke (Spanien)
  • Glasmosaikker til den International Center i Porto S. Giorgio (Italien)

  • Glasmosaikker til seminar i Rom og Madrid

  • Glasmosaikker til Domus Galilaeae (Israel).

Glasmosaik Almudena Domkirke Madrid
Glasmosaikker til Madrids domkirke (Spanien)
Musik

Selv gennem musikken søger Kiko en måde at forkynde Evangeliet til nutidens mennesker på: Han stiller sit kunstneriske kald til tjeneste for Kirken og liturgien ved at sætte musik til salmer, passager fra den Hellige Skrift, salmer fra urkirken og også åndelige digte fra sine skrifter: mere end 200 musikalske kompositioner til at ledsage og berige de liturgiske fejringer i de neokatekumenale kommuniteter.

I 2010 komponerede Kiko sin første symfoni, » De uskyldiges lidelse«, og samme år grundlagde han den Symfonisk Orkestra af den Neocatekumenale Vandring, en international gruppe med ca. 200 musikere. Denne symfoni opføres over hele verden: i de største teatre, koncertsale, på pladser og i katedraler: fra Madrid til New York, fra Chicago til Tokyo, fra Budapest til Lublin, fra Auschwitz til Trieste osv. Efter den første symfoni komponerede Kiko endnu et partitur, et symfonisk digt i tre dele med titlen »Messias«.

Kikos arbejde med evangelisering og kunst er blevet anerkendt med en doktorgrad Honoris Causa fra fire katolske universiteter: Rom, Lublin, Washington og Madrid.

Siden sin omvendelse har Kiko Argüello set sin kunst som en mission. Med denne opfattelse af hellig kunst bringer han den tilbage til det sted, hvor den oprindeligt blev skabt: liturgien. Den hellige kunst er blevet flyttet fra det hellige sted til museet, til udstillingshallen og til samlernes saloner, og dermed er dens kultiske og liturgiske værdi blevet ophævet. Kiko bringer kunstværket tilbage til liturgien; i et levende fællesskab, en forsamling, der fejrer frelsens mysterier.

En detalje, som jeg godt kan lide at huske her: Kiko river kunsten ud af den »forretningsmæssige« kontekst: Han tager ikke betaling for sine værker: Han søger en kunst for de fattige, for liturgien, for samfundet. Han får kunsten til at opfylde sin sande og ophøjede mission: at bringe det menneskelige hjerte til det himmelske Jerusalem, at opleve den kærlighed, som Gud har vist os i Kristus, født, inkarneret, døbt, forvandlet (han peger på ikonerne på altertavlen), som går ind i lidelsen, indstifter Eukaristien, dør for os alle på korset, bliver taget ned fra korset, stiger ned i helvede for at forløse mand og kvinde og genopstår (de bringer myrra til graven), viser sig for apostlene, stiger op til himlen ved Gud Faders højre hånd og sender sin Helligånd over os med Maria, Marias Himmelfart, og kommer snart, kommer snart, brødre og søstre, ved tidens ende i herlighed, som denne Pantokrator og adventstiden, som vi lige er begyndt på i dag.


Præsiden til Targi Kielce, Sacroexpo, hr. Andrzej Mochoń

Mine damer og herrer,

Jeg er glad for at kunne hilse på jer i anledning af denne unikke begivenhed. I mere end 25 år har vi arrangeret den internationale Sacroexpo-messe i Kielce, en begivenhed, der kombinerer den hellige sfære med forretningsverdenen. Hvert år deltager vigtige gæster fra kultur- og religionsverdenen i begivenheden, som giver plads til dialog og udveksling.

I denne ånd har vi uddelt Per Artem Ad Deum-prisen siden 2005. Det er den eneste pris, der er sponsoreret af Det Pavelige Kulturråd fra 2005 til 2022. Prisen gives til kunstnere eller institutioner, hvis kunstneriske aktiviteter bidrager til udviklingen af kultur og dannelsen af menneskelig spiritualitet.

Den Neokatekumenale Vandring Pris uddeling "Per Artem ad Deum" til Kiko Argüello december 2024

I de senere år har jeg gjort en stor indsats for at fortsætte denne store tradition. I 2017, i forbindelse med Per Artem Ad Deum-prisen, styrkede vi vores samarbejde ved at underskrive en hensigtserklæring med kardinal Gianfranco Ravasi, som på det tidspunkt var præsident for Det Pavelige Kulturråd. I 2022, efter oprettelsen af Dikasteriet for Kultur og Uddannelse, var vi i stand til at etablere et samarbejde med præfekten for Dikasteriet, kardinal José Tolentino Calaça de Mendonça. Takket være dette samarbejde vil fremtidige prismodtagere modtage en medalje i regi af det nye Dikasterium.

Jeg er stolt over at kunne sige, at vi i løbet af de sidste 19 år allerede har udmærket 32 fremragende personligheder, bl.a. komponisterne Ennio Morricone, Arvo Pärt, Wojciech Kilar og Krzysztof Penderecki, instruktørerne Giuseppe Tornatore og Krzysztof Zanussi, arkitekterne Stanisław Niemczyk og Mario Botta, skulptørerne Arnaldo Pomodoro og Wincenty Kućma samt de polske malere Tadeusz Boruta, prof. Stanisław Rodziński og Jerzy Jan Skąpski samt den vigtigste moderne russiske mosaiker, Alexander Kornoukhov. Disse personligheder har overskredet tid og rum med deres værker og har guidet os mod det transcendente.

I dag er vi glade for at kunne overrække Per Artem Ad Deum-prisen til Kiko Argüello. Med den ønsker vi at understrege hans afgørende bidrag til den hellige kunst og hans intense bidrag til evangeliseringsarbejdet, som det kommer til udtryk i den Neokatekumenale Vandrings kommuniteter. Kikos arbejde går langt ud over den traditionelle kunstneriske aktivitet. Gennem maleri, forstået som en afspejling af Guds lys, og musik, et universelt sprog, der er i stand til at åbne hjertet for åndens dimension, finder han en måde at forkynde Evangeliet til det moderne menneske på. Han stiller sit kunstneriske kald til rådighed for Kirken og dens liturgi og komponerer musik til salmerne, andre dele af Skriften, salmer fra urkirken samt åndelige digte fra sine egne skrifter. Kiko Argüello er forfatter til bøger samt vigtige værker inden for maleri, arkitektur og skulptur i hele verden.

Den Neokatekumenale Vandring Pris uddeling "Per Artem ad Deum" til Kiko Argüello december 2024

Det er en stor glæde for mig i dag personligt at overrække Kiko Argüello Per Artem Ad Deum-medaljen for år 2024. Denne pris, som er sponsoreret af Dicasteriet for Kultur og Uddannelse, er en hyldest til hans arbejde inden for kunst.

Kære Kiko Argüello, jeg vil gerne lykønske dig af hele mit hjerte og takke dig for dit enorme bidrag til udviklingen af den hellige kunst og for dit arbejde med alle aktiviteterne i den Neokatekumenale Vandring. Må dit arbejde fortsætte med at inspirere og forvandle hjerterne hos mennesker over hele verden.


Ezechiele Pasotti

Kikos kunstværk

Den Neokatekumenale Vandring Uddelelse af pris "Per Artem ad Deum" til Kiko Argüello december 2024 - Ezechiele Pasotti

At tale om Kiko Argüellos kunstneriske arbejde er ekstremt komplekst, ikke kun fra et formelt synspunkt, fordi det går fra maleri til arkitektur, fra sang til polyfon musik, fra katekese – derfor fra teologi – til poesi, og berører en verden af udtryk og indhold, der ikke er let at forstå og komponere i et enkelt scenarie, men hovedsageligt fordi alt dette bevæger sig inden for et maleri, som, på trods af at det er godt komponeret inden for rammerne af liturgien, af den liturgiske fornyelse, som Det Andet Vatikankoncil ønskede, forsøger forfatteren at fange det transcendente perspektiv af den »guddommelige liturgi« til fordel for kristen indvielse, af en vej til kristen indvielse, som fører de troende, selv de fattigste og mest fjernt fra Kirken, de mest berøvede af enhver uddannelse, til et møde med den anden, den anden par excellence, som er Gud selv.

I hans arbejde står alt i det guddommeliges tjeneste: Fra gavmildhed til farve, fra guitarspil til opstilling af den fejrende forsamling, fra sammensætningen af forskellige liturgiske elementer til detaljerne i patenen, fra kalken til vinen til korset…. Og impulsen til alt dette, den dybe inspiration, der er født af kærlighed til skønhed, den, der er skønhedens Herre, er den opstandne Jesus Kristus, dødens sejrherre, som udgyder denne skønhed over den fejrende forsamling og over hvert medlem, der, klædt i det samme guddommelige mysterium, bliver en gave til hinanden i det kristne kommunitet… Og ifølge ordene fra den hellige jomfru, som inspirerede Kikos kristne indvielse, er »den anden Kristus«, det inkarnerede guddommelige, den menneskeskabte skønhed, mysteriet, der bliver til Påske, i nattens fortryllelse, der afventer daggryet, ankomsten af den endelige ottende dag, der indvier himlen.

Det er umuligt at forstå Kikos kunst, hvis man ikke ser den i lyset af Påskemysteriets kompleksitet: Det guddommelige mysterium blev gjort til kød, så det blev iklædt farvernes nuancer, sangens og symfoniens toner, stenens og poesiens form og frem for alt ordet, for at bevæge sig mod himlen, mod opfyldelsen af sit endelige kald: Gud.

Formanden for »Fundación Obra Artística Kiko Argüello«, Mons. Segundo Tejado, der præsenterede Kikos værker i anledning af prisen »Per artem ad Deum 2024«, der blev uddelt af Association Sacra Expo den 1. december 2024, sagde: »Kiko Argüello har siden sin omvendelse opfattet sin kunst som en mission. Med denne opfattelse af sakral kunst bringer han den tilbage til det sted, hvor den oprindeligt blev skabt: liturgien. Den hellige kunst er blevet flyttet fra det hellige sted til museet, til udstillingshallen, til samlernes saloner, og dermed er dens kultiske og liturgiske værdi blevet ophævet. Kiko bringer kunstværket tilbage til liturgien; i et levende kommunitet, en forsamling, der fejrer frelsens mysterier«.

Han tilføjede: “En detalje, som jeg godt kan lide at huske her: Kiko river kunsten ud af den »forretningsmæssige« kontekst: Han tager ikke betaling for sine værker: Han søger en kunst for de fattige, for liturgien. Han får kunsten til at opfylde sin sande og ophøjede mission: at bringe det menneskelige hjerte til det himmelske Jerusalem, at opleve den kærlighed, som Gud har vist os i Kristus, født, inkarneret, døbt, forvandlet, død, genopstående, stiger op til himlen ved Gud Faders højre hånd og sender sin Helligånd og kommer snart ved tidens ende i herlighed, denne Pantokrator og adventstiden, som vi lige er begyndt på i dag”.

Mons. Segundo sagde det ved at udpege de forskellige ikoner, der udgør den store altertavle, som Kiko har malet i kapellet på Redemptoris Mater-seminariet, hvor Sacra Expos prisoverrækkelse fandt sted. Og det er meget meningsfuldt at betragte de mysterier, som ikonerne illustrerer, med øjnene: Det er hele frelseshistorien, der bliver nærværende med en kappe af farver og omslutter dig i det guld, der definerer hvert maleri, og som i det omvendte perspektiv, der er typisk for byzantinsk kunst, transporterer dig ind i tegningen og gør dig til en deltager i det, som ikonet forkynder.

Det er svært at undslippe fascinationen og ikke omfavne hele det liturgiske år, som med sine højtider fortæller om og overvejer Påskens mysterium, som har fuldbyrdet frelseshistorien og projicerer den frem mod dens sidste handling: Pantokrator, som forkynder på den kartouche, han holder i sine hænder: »Elsk jeres fjender. Jeg kommer snart«.

Igen, som Mons. Segundo sagde og berigede sin idé: »Kikos kunst vil fra begyndelsen af oplevelsen af de første kommuniteters fødsel have som sit forskningsobjekt behovet for at tilbyde passende og værdige steder til fejring af den fornyelse, som Det Andet Vatikankoncil tilbyder Kirken. Gennem den Neokatekumenale Vandring blev der skabt et sæt strukturer til at gennemføre denne fornyelse i det kristne kommuniteters tjeneste. Kiko finder i østkirkens kunst, ikonerne, det mest passende udtryk for den oplevelse, han lever. Han er imponeret over spiritualiteten hos disse malere, som ved at give afkald på deres egen »originalitet« og underkaste sig den kanon, der er etableret af Kirkens tradition, finder vejen til en langt højere kunst og spiritualitet. Kiko følger den ortodokse kanon og opdaterer den med nyhederne i det moderne maleri – såsom Picasso og Matisse – som han er blevet oplært i«.

Og Kikos arbejde kommer ikke kun til udtryk i maleri, men også i arkitektur, i sang, i symfonisk musik, i skrifter, i sammensætningen af kommunitetets liturgiskerum, der tillader og opmuntrer til en ægte og aktiv deltagelse i de mysterier, der fejres i liturgien.

Det var det, Kiko selv understregede i sin korte tale, hvor han med overbevisning sagde: »Meget vigtigere end alt mit kunstneriske arbejde har været åbningen af en indvielsesvej i hele Kirken, som hjælper så mange familier og så mange unge mennesker. Dette er i sandhed et kunstværk«.

I centrum af hele dette kunstneriske kompleks står, som vi sagde i begyndelsen, to store mysterier: Kristus og mennesket. Kristus, som i Faderens hænder er kunstneren, inspiratoren af skønheden i verdens og menneskets skabelse, og dette menneske, Adam, som, skabt som skønhedens kulmination sammen med sin ægtefælle Eva, lader sig forføre af tanken om at blive ‘gud’, at kunne gå, at bygge en fremtid alene, at bygge sit Babelstårn ved at klatre op til himlen – som så meget moderne ideologi har forestillet sig – og glemmer, at det er Gud og Gud alene, der gør mennesket stort. Mennesket, der er overladt til sig selv, falder kun ned i koncentrationslejrenes, udryddelses- og dødslejrenes helvede.

Det var det, Kiko endnu en gang ville proklamere højt og tydeligt, da han modtog »Per artem ad Deum«-prisen: »Hvad er mennesket? Hvad er mennesket? Det er en tilblivelse, det er et projekt, det er et vidunderbarn. Mennesket! Mennesket er et under. Vi er et projekt i konstant realisering, det vil sige i konstant usikkerhed. Vi har ingen ret til at fratage mennesket muligheden for at realisere sig selv, sådan som Gud har skabt det, fordi det er et projekt i konstant realisering«.

Og han fortsatte med at citere Paulus og bekræftede, at »Kristus døde for alle, så de, der lever, ikke længere lever for sig selv, men for ham, der døde og opstod for dem. Dette er synet på mennesket ifølge Åbenbaringen, dette er den kristen antropologi: Mennesket, en slave af synden, er forpligtet til at tilbyde alt til sig selv, netop fordi han er en slave, han har mistet skønhedens dimension, som er kærlighed, det at komme ud af sig selv for at elske den anden. Frelsens værk består i at befri mennesket fra denne forbandelse ved at give det kærlighedens skønhed tilbage«.

Den Neokatekumenale Vandring Domkirken Nuestra Señora de Arabia, Bahrein - indenfor kirken (1)
Domkirken Nuestra Señora de Arabia, Bahrein

»For denne mand forsøger vi at skabe en ny slags sogn; vi laver sogne med en mystisk krone, hvor himlen er til stede, med de vigtigste mysterier i vores tro. Kirken i dag har ikke en defineret æstetik… Det har i en vis forstand fået os til at lede efter en æstetik. I Madrid har vi bygget et sogn med et gyldent tag, med hvide sten og glas, med et katekumenium: en gruppe rum, der vender ud mod en central plads med et springvand. I stueetagen ligger alle de sociale tjenester, og ovenpå, på en anden etage, ligger alle lokalerne for hvert kommunitet osv.«.

Her er kilden til kunsten, til den inspiration, der har sat denne Guds mand, Kiko Argüello, i gang: mysteriet om Guds kærlighed, som i Jesus Kristus er kommet for at søge og frelse verden, for at genoprette dens guddommelige skønhed gennem en kristen indvielse, gradvis og fuldstændig, som indfører den i et kristent kommunitet, Kirken, den nye Eva, strålende af skønhed, for at gøre hende til Kristi brud.

Og Kiko fortsatte i sin meddelelse: “Vi ønsker at være en seriøs Vandring, en seriøs sti, fordi vi er ved at give en stor kamp til verden, til djævelen, til den store drage, vi er kvinden, der føder barnet, truet af den store drage, som er denne verdens fyrste. Jøderne plejede at sige, at djævelen altid vinder i verden. Interessant, har du set det? Først nazismen og så kommunismen syntes at have erobret alt, alt, hele nationer. Vi forstår, hvorfor hele Europa i dag er ved at falde fra, vi forstår, hvorfor der sker en total sekularisering. Djævelen ser altid ud til at vinde, fordi Kristus i denne verden ikke har noget sted at lægge sit hoved og med ham de kristne. Men vi har sammen med Kristus overvundet døden og har en enorm glæde, så vi må forkynde og vidne om den kærlighed, som Gud har til os, og som har givet os evigt liv i os.”.

Og han sluttede med at citere Dostojevskij: »Skønhed vil redde verden, og det er Kristus, der lever i kristne, i kristne kommuniteter… det er vidunderligt at leve troen i et kristent kommunitet i sognene. Det smukkeste ved kommuniteter er, at vi har set Guds handling i brødrene, alle bliver beriget af andres gode. Alle i alle. Der er en fælles og konstant rigdom i alle. Det er vidunderligt at se, at de blinde ser Guds kærlighed i deres liv. Kristus har overvundet døden, vi ser ikke på døden med rædsel, heller ikke alderdom eller sygdom. Kristus er død, så mennesket kan komme ud af denne egoismens cirkel, så det ikke længere lever for sig selv, men for den, der døde og opstod for det, Kristus, den guddommelige skønhed, der blev menneske, er blevet en af os, så mennesket kunne modtage Guds herlighed«. Kikos kunst, i dens forskellige udtryk som maleri, arkitektur, musik, sange og digte, er et ikon for hele denne Guds store plan for menneskets liv, for som Sankt Irenæus udbryder: »Guds herlighed er det menneske, der lever«, som lever i fylde.

Fader Ezechiele Pasotti

Vores oversættelse af artiklen offentliggjort med tilladelse fra Vatican News
PRISEN »PER ARTEM AD DEUM« TIL KIKO ARGÜELLO: VERDEN VENTER PÅ GUDS SKØNHED

Foreningen Sacra Expo har tildelt prisen »Per Artem ad Deum« til den spanske maler, som er medinitiativtager til den Neokatekumenale Vandring. Ceremonien fandt sted i går aftes, den 1. December 2024, i kapellet på Redemptoris Mater-seminariet i Rom.

Debora Donnini – Vatican City

En skønhed, der ikke ender i sig selv, men er i stand til at bevæge mennesket og introducere det til oplevelsen af Guds kærlighed. Dette var den røde tråd i ceremonien i går eftermiddag, søndag den 1. december, hvor Kiko Argüello, medinitiativtager til Den Neokatekumenale Vandring, blev tildelt medaljen til Per Artem ad Deum-prisen fra den polske forening Sacra Expo under protektion af Dikasteriet for Kultur og Uddannelse. Prisen »gives til kunstnere eller institutioner, hvis kunstneriske resultater bidrager til udviklingen af kultur og dannelsen af menneskelig spiritualitet«, forklarer formanden for foreningen, Andrzej Mochoń. I de sidste 19 år er den blevet uddelt til personligheder af musikalsk kaliber som Ennio Morricone, instruktører som Giuseppe Tornatore og Krzysztof Zanussi, skulptører som Arnaldo Pomodoro og andre, herunder kendte malere og arkitekter.

BEGRUNDELSEN FOR TILDELINGEN

Overrækkelsen fandt sted i en glædelig atmosfære i kapellet på Redemptoris Mater-seminariet i Rom i overværelse af ca. 200 mennesker, blandt dem nogle vandrere kateketer og Kikos samarbejdspartnere inden for maleri, arkitektur og musik. Mario Pezzi og María Ascensión Romero, medlemmer af det team, der er ansvarligt for den Neokatekumenale Vandring sammen med Kiko Argüello. «Kikos arbejde« understregede Mochoń «går langt ud over den traditionelle kunstneriske aktivitet. Gennem maleri, forstået som en afspejling af Guds lys, og musik, et universelt sprog, der er i stand til at åbne hjertet for åndens dimension, finder han en måde at forkynde Evangeliet til det moderne menneske på«.

Mochoń mindede om, at Kiko »stiller sit kunstneriske kald til tjeneste for Kirken og dens liturgi og komponerer musik til salmerne, andre skriftsteder, Kirkens salmer samt åndelige digte fra sine skrifter. Kiko Argüello er forfatter til bøger samt vigtige værker inden for maleri, arkitektur og skulptur over hele verden«.

PRISEN HENVISER OGSÅ TIL DEN RADIKALE KARAKTER AF DET EVANGELISKE LIV.

Kardinal Grzegorz Ryś, ærkebiskop af Łódź, fokuserede på muligheden for, at kunst bliver en afgudsdyrkende hengivenhed i den forstand, at den ikke fører til andet end sig selv. Han understregede dette aspekt, netop for at forklare, at det ikke er let at leve korrekt efter »princippet per artem ad Deum«, fordi det ikke kun kræver talent, men også dømmekraft og bøn. »Den tildelte pris refererer derfor ikke kun til kunstneriske evner, men også til radikaliteten i det evangeliske liv«. Kardinalen citerede hellige Johannes Paul II’s brev til kunstnere og mindede derfor om, at skønheden er vejen til forkyndelse af frelse for alle mennesker, for enhver synder.

KIKO: VANDRINGEN ER DEN VIGTIGSTE DEL AF MIT KUNSTNERISKE VÆRK

Da han takkede Kiko for prisen, mindedes han den dybeste betydning af sin kunstneriske oplevelse. »Herren – forklarede han – har gjort noget imponerende med Carmen (Hernández, Guds tjener og medinitiativtager til den Neokatekumenale Vandring) og med mig. For det vigtigste af alt mit kunstneriske arbejde har været at åbne en Vandring til den kristen indvielse« i Kirken, som hjælper så mange familier og unge mennesker. Dette er virkelig et kunstværk«, sagde han i sin tale, hvor han udforskede betydningen af skønhed. Skønhed er faktisk et forhold, som det f.eks. kommer til udtryk i et landskab, den blå himmel, der synger om skønheden i de grå eller hvide skyer. Det skyldes, at »skønhedens dybeste indhold er kærlighed«. Han gik endnu dybere og henviste til Dostojevskij, som siger, at skønhed er Kristus: »Skønhed fremkalder altid en æstetisk følelse«, og det er »som om Gud med skønhed vil vise, at han elsker os«.

Kiko udforskede betydningen af skønhed gennem den hellige skrift. Han mindede om, at Gud opfordrer kristne til at deltage i opbygningen af denne skønhed ved at vise Guds kærlighed til verden og vidne om, at det er muligt ikke længere at leve for sig selv. »Frelsens værk består i at rive mennesket ud af den forbandelse, det er at ofre alt til sig selv, og føre det tilbage til kærlighedens skønhed«. Folk venter på, at Evangeliet skal forkyndes for de fattige, og på at se denne form for kærlighed blive realiseret: »Elsk jeres fjender«. Den Neokatekumenale Vandring forsøger at bringe dette gennem små kristne kommuniteter i sognet – bestående af 30-40 personer – for at vise Guds kærlighed i en stadig mere sekulariseret verden. Det Andet Vatikankoncil taler faktisk om Kirken som frelsens universelle sakramente. Det er derfor meget vigtigt, at Kristi skønhed skinner frem i de kristne. »Kristus døde«, konkluderede Kiko, »så mennesket kan komme ud af denne egoismens cirkel, så det ikke længere lever for sig selv, men for den, der døde og opstod for det, Kristus«.

DET KUNSTNERISKE VÆRK

Fader Segundo Tejado, formand for Fundación Ópera Artística Kiko Argüello, som har til formål at bevare og udbrede kendskabet til hans værker, mindede om, hvordan Kiko studerede billedkunst på Academia de San Fernando i Madrid og blev tildelt den nationale ekstraordinære pris for maleri i 1959. I slutningen af 1950’erne havde han en eksistentiel krise, og efter et dybt møde med Herren tog han ud for at leve blandt de fattige i slumkvartererne i Palomeras Altas i Madrid. Der mødte han Carmen Hernández og begyndte at opleve den Neokatekumenale Vandring, som i dag findes i 136 nationer i omkring 6.200 sogne. Kikos kunst, hvad enten det drejer sig om ikonografi eller arkitektur, søger at tilbyde steder i harmoni med den fornyelse, som Det Andet Vatikankoncil har medført. I maleriet, forklarede p. Tejado, er hans reference af østkirkens ikoner: Kiko er imponeret over disse malere, som giver afkald på deres egen »originalitet« ved at underkaste sig den forudbestemte traditionskanon. Kiko blev derfor inspireret af denne kunst og bragte den ajour med udviklingen i det moderne maleri – såsom Picasso og Matisse – som han var blevet uddannet i. Hans kunstneriske værker findes i mange sogne: fra Rom til Firenze, fra Piacenza til Paris, til katedralen i Madrid, for blot at nævne nogle få steder.

Fader Tejado understregede, at »Kiko tager kunsten ud af forretningssammenhæng: Han tager ikke betaling for sine værker. Han søger en kunst for de fattige, for liturgien«, ›en kunst, der fører mennesket til at opleve den kærlighed, som Gud har vist os i Kristus‹. Kiko har også designet den arkitektoniske model af nogle seminarier, han har lavet glasmosaikvinduer, nogle skulpturer og liturgiske ornamenter. Hans kunstneriske værk omfatter også musikken som en måde at forkynde Evangeliet på. I 2010 komponerede han sin første symfoni. De Uskyldiges Lidelse, og samme år grundlagde han Neocatechumenal Way Symphony Orchestra, en international gruppe bestående af omkring 200 musikere. Symfonien er blevet opført i mange teatre, koncertsale, på pladser og i katedraler: i Madrid, New York, Chicago, Tokyo, Berlin, Jerusalem, Budapest, Lublin, Auschwitz og Trieste.

Som afslutning på arrangementet blev en sats fra det andet symfoniske digt Messias fremført af en duo med klaver og violin og en solist. Musikkens toner og blikket rettet mod kapellets altertavle, hvor scener fra Kristi liv er afbildet, afsluttede mødet og gjorde det til en levende oplevelse af den skønhed, der er i stand til at røre ved menneskets hjerte.


Den Neokatekumenale Vandring Pris uddeling "Per Artem ad Deum" til Kiko Argüello december 2024
Billed arkiv af prisuddelingen

Share: