“MIN JESUS, LEDSAG MIN TIL DIN HELLIGHED”;
“DU FØRER MIG TIL HELLIGHED”
“MIN JESUS, LEDSAG MIN TIL DIN HELLIGHED”;
“DU FØRER MIG TIL HELLIGHED”
(«Dagbøger 1979-1981», n. 85; n.199)
Den 4. december 2022 fandt en “handling” af særlig intensitet og betydning for hele Kirken sted i Madrid: åbningen af bispedømmets fase af salig- og helgenkåringsprocessen for Carmen Hernández Barrera, initiativtager sammen med Kiko Argüello til den vej for kristen indvielse, der kaldes den Neokatekumenale Vandring.
ÅBNING AF PROCESSEN
I de højtidelige omgivelser på Francisco de Vitoria-universitetet i Madrid, under tilstedeværelse af kardinal Carlos Osoro, 2 kardinaler og 41 biskopper og mindst 2.000 andre mennesker fra forskellige lande i Europa og verden – den mission, som Carmen og Kiko udfører, dækker 135 lande på 5 kontinenter, og mange har bedt om at deltage i denne højtidelige indvielse – fandt den officielle ceremoni for bispedømmet Madrid sted.
Det foregik i fire tidspunkter: Først en hilsen og et par indledende ord af Kiko Argüello, med en bøn og oplæsning af Evangeliet (Mk 9,2-8), passagen om Herrens forvandling, en side i Evangeliet, der ligger Carmen meget på sinde; derefter åbningen af sagen med oplæsning af “Supplex libellus”, dvs. postulatorens anmodning på vegne af Vandrings internationale team til bispedømmet om at starte denne proces; oplæsningen af “Nihil obstat” fra Pavestolens Dikasterium for Helgenkåringer for at indlede processen, efterfulgt af påkaldelsen af Helligånden til at ledsage alt dette arbejde og eden fra ærkebiskoppen af Madrid med accept af den fremsatte anmodning og udpegningen af en stiftsdomstol, der skal være ansvarlig for hele processen. En efter en aflagde den biskoppelige delegerede, promotoren for retfærdighed, notaren (og hendes stedfortræder), sagens postulator ed: dette øjeblik afsluttedes med oplæsning af “sessionens akter” af kansler-sekretæren og kardinal Osoros tale.
I det tredje øjeblik af akten spillede den Neokatekumenale Vandrings Symfoniske Orkester to stykker, to symfoniske digte komponeret af Kiko: “Akedá” og “Døtre af Jerusalem”. Det første sats “Akedá” præsenterer det offer, som Abraham blev kaldt til at bringe på Moriah-bjerget af sin søn Isak, og han tilbyder ham villigt sin hals for ikke at gøre ham ugyldig: Således viser troen sig på jorden; den anden passage “Døtre af Jerusalem” er øjeblikket for det møde, som Jesus, der bærer korset, har med nogle kvinder, der græder over ham; Herren siger til dem: “Jerusalems døtre, græd ikke over mig, men græd over jer selv og jeres børn … for hvis I gør dette med det grønne træ, hvad vil der så ske med det tørre træ? ” (Luk 23, 28.31). Disse to digte er fulde af drama og musikalsk spænding.
Ceremonien sluttede med et par afsluttende ord og en hilsen fra ærkebiskoppen af Madrid.
Kikos hilsen
Det forekommer os vigtigt her at bringe teksten til Kikos hilsen til de tilstedeværende ved mødets begyndelse: efter at have hilst på de tilstedeværende kardinaler og biskopper, de akademiske autoriteter, overhovederne for kongregationen af Jesu Kristi Missionærer, som Carmen tilhørte i omkring otte år, og alle de tilstedeværende (vandrende kateketer, rektorer for Redemptoris Mater-seminarierne og brødre og søstre fra de kommuniteter, som Kiko og Carmen grundlagde for mere end 50 år siden), læste Kiko det brev, som kardinal Farrell, præfekt for Dikasteriet for Lægfolk, Familie og Liv, havde sendt til lejligheden, og kommenterede denne åbning af sagen om Carmens saligkåring med disse ord:
Personligt er jeg meget glad for, at denne dag er kommet, hvor Kirken begynder den bispedømmemæssige fase af sagen om salig- og helgenkåring af Carmen Hernández. Jeg takker kardinal Carlos Osoro, ærkebiskop af Madrid, for at have indledt undersøgelsen af Carmens liv, dyder og ry for hellighed.
Herren har forenet Carmen og mig i 52 år i en vidunderlig mission for evangelisering – som begyndte i dette bispedømme i Madrid – som en frugt af koncilet.
Jeg føler, at det er et skæbnesvangert faktum, at åbningen af sagen falder sammen med året, hvor man fejrer 60-året for indvielsen af Det Andet Vatikankoncil; fordi Carmen gav sit liv for at bringe koncilet ud i sognene gennem en kristen indvielse, der står til biskoppernes tjeneste, og som kaldes den Neokatekumenale Vandring.
Det er forbløffende at se denne historie med fakta og mennesker; et arbejde, der ikke er udført ved et skrivebord, men ved Helligåndens virke. Det, der blev udarbejdet på skrift på Det Andet Vatikankoncil, har vi set realiseret hos de fattige i barakkerne i Palomeras ved Helligåndens arbejde. Der så vi Herren komme til syne og skabe tilgivelse, kærlighed, fællesskab, kristent fællesskab! Både Carmen og jeg har været vidner til Guds tilstedeværelse i evangeliseringen, vidner til Guds handling i Kirken under Det Andet Vatikankoncil. Vi havde ingen forudfattede planer eller ideer. I mere end 50 år har vi kunnet bevidne, at Gud er levende i sin Kirke.
Carmen fulgte i den hellige Frans Xaviers fodspor (hvis fest vi fejrede i går) og tænkte aldrig på at blive i Spanien, da det var som en fiasko for hendes missionsideal. Men Gud ønskede, at vi skulle mødes i Madrid, i Palomeras Altas barakkerne. Vi mødtes i 1964, da hun vendte tilbage fra sin historiske pilgrimsrejse til Det Hellige Land. Jeg var taget af sted for at bo i et barak sammen med de fattige i Palomeras.
Der lærte Carmen kommunitetet af brødre at kende, som mødtes i mit barak, og hun var meget imponeret over deres svar på Guds Ord. Hun besluttede sig for at blive hos os, og vi byggede et barak til hende.
Carmen så tilstedeværelsen af Jesus Kristus, som kommer for at frelse syndere, for at opfylde Påskens mysterium og for at skabe fællesskab blandt de fattige: Jesus Kristus gav sig selv som gratis kærlighed til alle mennesker.
Alt dette, som Gud tillod, hans tilstedeværelse i Palomeras, var som en dyrkningsjord, som Gud havde forberedt til at lægge ind i Kirken. Det, som Gud lod os opleve midt i en fattig verden, havde Helligånden forberedt til sin Kirke.
Det var den tilfældige tilstedeværelse af ærkebiskoppen af Madrid i barakkerne, der afgjorde Carmens endelige samarbejde med mig. Hvis det ikke havde været for D. Casimiro Morcillo, ville vi ikke være taget ud til sognene. Det var også ham, der åbnede dørene for os i Italien. Carmen så Kirkens tilstedeværelse i ærkebiskoppen og ændrede fuldstændig sin holdning til mig. Med Morcillos tilstedeværelse så hun det løfte, Gud havde givet hende i Israel, gå i opfyldelse.
Da Carmen var i Israel, spekulerede hun ofte på sin mission i Kirken og tænkte, at hun var nødt til at grundlægge en missionsmenighed. I Ein Karen havde hun den absolutte vished, som en vision, at Gud ønskede, at hun skulle gøre noget for den universelle kirke, og at det ikke handlede om at grundlægge en menighed.
Jeg fortæller jer dette, så I kan se samarbejdet mellem Carmen og mig som et stort mysterium fra Herren.
Det var meget svært for mig at acceptere Carmen, indtil Herren fortalte mig indeni, at Carmen var en meget stor nåde, at der var en ved siden af mig, som konstant ville fortælle mig sandheden, at Gud havde bragt hende med en mission. Så jeg accepterede Carmen i tro som en, der var sendt af Herren. Jeg led, indtil jeg indså, at hun kom fra Gud, og fra den dag var hun en nåde for mig.
Carmen har været vidunderlig! En ekstraordinær kvinde, som har gjort meget godt, ikke kun for brødrene og søstrene i Den Neokatekumenale Vandring, men for hele Kirken.
Carmen, sikke en vidunderlig kvinde! Med et mesterligt geni af frihed og kærlighed til Kirken. Hun smigrede mig aldrig, hun fortalte mig altid sandheden. Hun var i stand til at stå bag mig; altid ved min side, for at hjælpe mig. Hun søgte aldrig rampelyset, hun søgte aldrig at være hovedperson. Hun var helt klar over, at den mission, Gud havde givet hende, var at støtte, forsvare og korrigere mig til gavn for den Neokatekumenale Vandring.
Af kærlighed til Kirken og til sine brødre og søstre blev hun hos mig i 52 år, selv om det nogle gange var svært for hende, men Carmen var kun interesseret i at gøre Guds vilje, som hun så var at være sammen med mig i denne kristne indvielse, som er den Neokatekumenale Vandring.
En enestående kvinde, virkelig, med en enorm generøsitet, hun fornægtede sig selv for at vise sig for mig, på trods af korrektionerne, men hun var altid bag mig og støttede mig.
Hun var et eksempel på liberalitet, oprigtighed, talte frit til alle; hun talte sandt til brødrene i kommuniteterne. Og når en bror gik sin vej, kaldte hun på ham og ledte efter ham, som et fortabt får, med kærlighed.
Hun var en ekstraordinær kvinde, en sand profet, en sand missionær, som levede troen i en heroisk grad, en exceptionel kvinde, meget vigtig for Kirken, altid i bøn, forelsket i Kristus, Skriften og Påsken, og med en ubetinget kærlighed til Paven og Kirken.
Sammen er vi initiativtagere til en karisma, som Herren har inspireret til at hjælpe sin Kirke. Pave Frans’ ord på 50-årsdagen for den Neokatekumenale Vandring i 2018, da han sagde i Tor Vergata: “I er en gave fra Helligånden til Kirken”, bekræfter Carmens længe ventede ønske: at det ville blive set, at det er Gud, der arbejder I Vandringen, at det er Helligåndens værk i Kirken, som han selv har kaldet os til at være initiativtagere til.
I den sidste audiens, han gav os i år til Vandringens internationale team, udtrykte pave Frans sin glæde over begyndelsen på åbningen af processen.
Jeg ønsker, at Kirken i denne kanoniseringssag, der er ved at begynde, undersøger hendes liv, som ofte var et korsfæstet liv, stille og lidende, som “i en mørk nat”; jeg ønsker også, at hendes dyder kommer frem i lyset, mange af dem skjulte, mange af dem heroiske. Måtte Kirken få øje på dem.
Jeg takker Gud for, at jeg kendte hende og var i stand til at arbejde sammen med hende i “Evangeliets hårde arbejde”, som hellige Paulus siger.
Carmen, sikke en fantastisk kvinde med en enestående tro, sikke en stor kærlighed hun havde til Kristus og hans Kirke!
Tak
Nu skal vi lytte til Evangeliet.
I aften vil vi gerne præsentere et fragment af Evangeliet, som rørte Carmen dybt: Forvandlingen, som er den vidunderlige og imponerende skæbne i menneskets historie, og som allerede er blevet realiseret af Jomfru Maria, som ikke kun er billedet på Kirken, men på hele menneskeheden.
Forvandlingen vil føre denne mand, som Jesus Kristus har taget på sig, til fuldstændig guddommeliggørelse. Det er en ophøjelse til himlens herlighed, til Himmelfarten. Og det kan opleves her, fordi vi kristne bliver forvandlet dag for dag gennem dåben; selv hvis denne krop falder fra hinanden, bliver vi forvandlet i Jesu Kristi ansigt. Det er den kristne tro, der giver lys til historien, til menneskehedens fremtid: Forvandlingen.
Proklamation af Evangeliet: Mk 9,2-8.
CARMENS HELLIGHED I DAG
At tale om “hellighed” i dagens verden, selv i Kirken, kan synes at være noget irrelevant, intimt, som ikke har noget at gøre med de virkelige problemer… Men er det virkelig sådan?
Før hellighed er noget, der har med os at gøre, er det Guds lidenskabelige råb: “Vær hellige, for jeg, Herren jeres Gud, er hellig” (3. Mos 19,2), “… ligesom den Hellige, der kaldte jer, skal også I være hellige… For der står skrevet: ‘Vær hellige, for jeg er hellig'” (1 Pet 1,16). At tale om hellighed for dem, der tror, er at præsentere den Hellige, Gud, det er at præsentere hans handling, hans herlighed, der søger og ønsker menneskets liv: “Guds herlighed er det menneske, der lever”, udbryder den hellige Irenæus. [1]
Og at tale om Carmens hellighed er først og fremmest at gøre Guds handling i hende nærværende, at tale om, hvad hendes historie, hendes liv, har betydet og karakteriseret: det er imponerende at åbne hendes “Dagbøger” og følge hendes tanker, hendes lidelser, hendes bøn, hendes ånd:
På den dag i 1979, hvor pave Johannes Paul II saligkårede to helgener, skrev hun i sin dagbog:
Fattig og uden noget, kommer der til mig et inderligt ønske om dit unikke nærvær. Hellighed, Herre, skjulte ønsker om hellighed, om offer, om at fylde dagen med dit nærvær. Bøn. Herre, kom og fyld med mening det gode, tingene…” (“Dagbøger 1979-1981”, nr. 77, 29. april 1979).
O Jesus, hjørnesten, urokkeligt liv bygget på korset. Kom, Jesus, oplys dit ansigt på mit liv. Hjælp mig til at læne min eksistens op ad dig. Min Jesus, led mig til bøn, til din hellighed, min tilflugt, mit liv. Kom, Helligånd, hav medlidenhed med min fattigdom” (“Dagbøger 1979-1981”, nr. 85, 8. maj 1979).
Hellighed er for Carmen først og fremmest en trosbekendelse til den Jesus, hun elsker: “Sødeste, helligste, største” (“Diarios 1979-1981”, nr. 780, 15. december 1981); til hans trofasthed: “…jeg stoler på din KÆRLIGHED, du er trofast og HELLIG, velsignet er du, Jesus, din ømhed når mig, og jeg vil leve” [2]; 366. Forsvar mig. Du, trofaste, hellige, min Jesus (“Dagbøger 1979-1981”, nr. 366, 4. september 1980); i at lade sig korsfæste af kærlighed: “Du er hellig, uendelig, meget sød. Og du er blevet korsfæstet af kærlighed til mig” (“Dagbøger 1979-1981”, nr. 231, 1. april 1980). Carmen søger Ham med lidenskab: “Min Jesus, kun Hellige, Enestående, hvor er Du?” (“Dagbøger 1979-1981”, nr. 267, 15. maj 1980); hun føler Ham virkelig som sin befrier: “Du, befrier, hellig, vidunderlig, lys, liv, de dødes opstandelse, retfærdig og korsfæstet” (“Dagbøger 1979-1981”, nr. 187, 16. februar 1980); Han er den, i hvis navn hun kæmper alle kampe: “I Dit navn, Jesus, Jesus, møder jeg alle kampe. Du er. Dit hellige navn. Kom, Jesus” (“Dagbøger. 1979-1981”, nr. 299, 23. juni 1980).
Det er denne hellighed, som sagen åbnede i dag i Madrids stift ved ærkebiskoppen, kardinal Carlos Osoro, med udnævnelsen af en stiftsdomstol, som vil tage sig af den, skal dokumentere med vidnesbyrd og dokumenter, som derefter vil blive sendt til Rom for den officielle erklæring, når alt er klar.
NOGLE FAKTA OM DEN NEOKATEKUMENALE VANDRING (30/11/2022)
Bispedømme: 1.366
Menigheder: 6.293
Lande: 135
Præstestuderende i RMS: 1.900
Indviet præster fra RMS: 2.950
Mere end 300 er familier, som sammen med en præst og en ung mand danner et evangeliseringsteam med ansvar for en nation eller et område.
[1] Hellig Irenæus, Adv . haereses , IV, 20,7.
[2] Carmen Hernándezs Dokumenter , Vol. 32, notat fra 21/10/1970.