Rom, 10. september 2018. – Under et samvær i den italienske by Porto San Giorgio lørdag den 8. september overraskede pave Frans ved at ringe til initiativtageren og den internationale leder af Vandringen, Kiko Argüello, og opfordrede de 800 forsamlede seminarister til »altid at se mod Herren«.

Lørdag eftermiddag var det internationale team, der står bag Vandringen – bestående af Kiko Argüello, María Ascensión Romero og fader Mario Pezzi – samlet med over 1.200 personer (vandrende kateketter fra de lande, hvor der findes Redemptoris Mater-seminarier, samt talrige præster, 11 biskopper, 200 nye seminarister og mange andre seminarister med flere års uddannelse fra forskellige seminarier), da paven ringede med opmuntrende ord til dem.

I den anden ende af telefonlinjen sendte Den Hellige Fader en hilsen til de tilstedeværende, og Kiko gav udtryk for den Neokatekumenale Vandrings kærlighed og støtte i disse vanskelige tider.

»Se altid mod Herren! Fremad, fremad!«, sagde pave Frans, da Kiko bad ham om et par ord til de forsamlede.

Da hele forsamlingen sad i tavshed og ventede på, at paven skulle fortsætte, var det paven selv, der tilføjede: »Har I forstået det?«, hvortil alle svarede med et rungende »ja!«, efterfulgt af et varmt og langvarigt bifald.

Pave Frans gav derefter sin velsignelse til alle de tilstedeværende.

Den Neokatekumenale Vandring tæller fra dette år 122 Redemptoris Mater-seminarier over hele verden, efter at der i løbet af dette år er oprettet yderligere to i Colombia og Den Dominikanske Republik.

De 200 nye seminarister, der er samlet til dette møde, har gennemgået en proces med åndelig vejledning og vil nu påbegynde deres uddannelse på disse bispedømmeseminarier og missionsseminarier.

Der deltog også 11 biskopper i dette kaldsmøde, hvoraf nogle har oprettet et Redemptoris Mater-seminar i deres bispedømme. Også disse seminaristers uddannelsesledere var til stede.

Samværet sluttede søndag den 9. september med en Eukaristi, hvor Kiko opfordrede seminaristerne til »at tale korrekt, det vil sige at forkynde kerygmaet, som er det, der virkelig helbreder mennesker«, og til hver dag at granske og læse Guds Ord.

I sin prædiken opfordrede fader Mario Pezzi de unge til ikke at bekymre sig om fremtiden, ikke at være bange og lade sig lede af Jesus Kristus.

Kaldsmøder og nærhed til pave Frans

I august afholdt den Neokatekumenale Vandring to internationale kaldsmøder i Rom (Italien) og Murcia (Spanien).

Den første af disse fandt sted den 12. august i Circo Massimo i Rom som afslutning på en stor pilgrimsrejsearrangeret af Det Italienske Bispekonference og dagen efter en bønnevigil, som pave Frans ledte på samme sted. Ved mødet, som blev ledet af pavens vikar for bispedømmet Rom, kardinal Angelo De Donatis, deltog omkring 12.000 unge fra Italien og andre europæiske lande.

Ved arrangementet gav omkring 200 drenge, 100 piger og yderligere 100 familier udtryk for, at de var parate til henholdsvis at indtræde i præsteseminariet, vælge ordensliv og missionen.

Byen San Pedro del Pinatar i Murcia (Spanien) var vært for endnu et møde den 26. august, hvor omkring 25.000 unge fra Spanien, Portugal og andre europæiske lande deltog.

Biskoppen af bispedømmet Cartagena, José Manuel Lorca Planes, var den, der ledede mødet.

Omkring 300 drenge, 300 piger og 200 familier gav også udtryk for deres ønske om at gå ind i præsteskabet, det hellige liv og missionen.

Få dage før det første møde i Rom informerede det ansvarlige team for Vandringen pave Frans om afholdelsen af begge møder, fornyede sin kærlighed og fællesskab og forsikrede ham om hele Vandringensbønner for ham.

Share: