Taknemmelig til Gud for hans værdifulde tjeneste i Kirken
I går aftes (15. marts 2024) kaldte Herren kardinal Paul Josef Cordes til det evige livs pris. Hele Kirken, og især den Neokatekumenale Vandring, er ham særligt taknemmelig for det arbejde, han har udført i så mange år af sit liv, hvor han med sine kloge råd ledsagede fødslen og væksten – med dens gradvise indlemmelse i Kirken – af så mange kirkelige foreninger og virkeligheder, der blomstrede efter Koncilet, og udførte sin tjeneste som vicepræsident for det Pavelige Råd for Lægfolket (1980-1995).
Allerede i 1986 (den 21. oktober, med et brev fra statssekretæren, kardinal Casaroli) fik han til opgave at gennemføre,efter ønske fra pave Johannes Paul II, som ønskede at fremme en bedre indsættelse af de neokatekumenale kommuniteteri Kirken og den nødvendige definition af deres juridisk-kirkelige identitet. I 1990 skrev den hellige Johannes Paul II brevet “Ogniqualvolta” til ham, som “ad personam” ansvarlig for apostolatet for de neokatekumenale kommuniteter, hvori Vandringen blev anerkendt “som en vej til katolsk dannelse, gyldig for samfundet og for tiden i dag”, og hvori paven ønskede, at dette arbejde for den nye evangelisering blev værdsat og hjulpet af pastorerne.
Monsignore Cordes har altid haft en særlig opmærksomhed og hengivenhed for initiativtagerne til Vandringen, Kiko Argüello og Carmen Hernández, og har støttet og opmuntret dem på deres udviklingsrejse, på ethvert tidspunkt i dens historie, ved at hjælpe og ledsage de forskellige trin, der har ført til, at den Neokatekumenale Vandring er blevet godkendt “som en af de måder hvorpå indføring i den kristne tro og den vedvarende uddannelse i troen kan realiseres i bispedømmet” (Statutter, Art. 1,2) og til Troslærekongregationens anerkendelse af alle de kateketiske tekster som “Retningslinjer for kateketteam”.
I alle disse lange års historie, på hele denne rejse, har kardinal Cordes altid været ikke bare tæt på, men også en ven og gyldig støtte for initiativtagerne og for alle de neokatekumenale kommuniteter, som skylder hans arbejde så meget, såvel som mange præster, som han opmuntrede til at hjælpe og styrke dette arbejde til gavn for Kirken.
Vi husker især udgivelsen af hans bog: “Aktiv deltagelse i Eukaristien. Den “actuosa participatio” I små kommuniteter” til forsvar for Eukaristien fejret i små kommuniteter, som Kiko og Carmen forsvarede så meget.
Vi er glade for her at kunne minde om, hvad pave Benedikt XVI selv skrev til ham i et brev i anledning af hans 75-års fødselsdag:
“Med mod og kreativitet i begyndelsen af dit romerske virke har du åbnet nye veje for at lede unge mennesker til Kristus…. Du har også bidraget til tilblivelsen og væksten af Verdensungdomsdagene. Særligt karakteristisk for din pastorale impuls er og bliver dit engagement i “bevægelserne”: Den Karismatiske bevægelse, Kommunion og Befrielse og den Neokatekumenale Vandring har mange grunde til at være dig taknemmelig. Selvom Kirkens organisatorer og planlæggere i starten havde mange forbehold over for bevægelserne, fornemmede I straks det liv, der opstod der: Helligåndens kraft, der åbner nye veje og på en uforudsigelig måde holder Kirken ung. Du anerkendte bevægelsernes pinsekarakter, og du engagerede dig lidenskabeligt i at sikre, at de blev accepteret af Kirkens præster.”
Lad os overlade dette taknemmelige minde om kardinal Cordes til alle vores brødres og søstres bønner, så de kan bede Herren om at byde denne “gode og trofaste tjener” velkommen i sit rige (Mt 25,21).
Kiko Argüello, P. Mario Pezzi og María Ascensión Romero