Rom, 22-26 juni 2022
Som repræsentanter for den Neokatekumenale Vandring var flere familier udsendt af forskellige bispedømmer: Massimo og Patrizia Palloni med 12 børn (vandrende katekister, på mission i Holland), Francesco og Sheila Gennarini med 9 børn (vandrende katekister, på mission i USA), Dino og Roberta Furgione med 9 børn (vandrende katekister, på mission i Sydafrika) og præsten Gianvito Sanfilippo (ansvarlig for efterfirmelse i den Neokatekumenale Vandring).
Fredag morgen den 24. juni blev forskellige emner diskuteret. Massimo og Patrizia Pallonis indlæg var dedikeret til “Overlevering af troen til de unge i dag”: Massimo forklarede kort sin erfaring som søn, da han modtog troen gennem sine forældre i Vandringen, og at de sammen med sin kone, også en datter af neokatekumener, har overført den til deres 12 børn. Her er Massimo og Patrizias korte indlæg:
Deres Eminencer og Højærværdige Excellencer, delegater fra bispekonferencerne og bevægelserne, kære brødre:
Vi er blevet bedt om at tale om temaet “Overlevering af troen til nutidens unge”, baseret på vores personlige erfaringer. Vi takker jer for denne mulighed, I har givet os for at give Gud æren.
Vi er Massimo og Patrizia Palloni, fra et neokatekumenalt kommunitet i Rom og vandrende katekister missionærer i Holland i 18 år. Vores forældre har også deres egne kommunitet, og gennem deres erfaringer har de givet troen videre til os. Vi kan derfor tale om vores erfaring som børn – til hvem deres forældre har givet troen videre – og også som forældre til tolv børn, som er til stede her; de hilser på jer og takker jer også.
I vores forhold til vores forældre og i dag til vores børn har vi ladet os lede af det ord, som Gud gav til sit folk, da han viste sig på Sinaibjerget:
“Hør, Israel: Herren er vores Gud, Herren er én. Du skal elske Herren din Gud af hele dit hjerte og af hele din sjæl og af hele din styrke. Lad disse ord, som jeg taler til dig i dag, forblive i dit hjerte. Du skal gentage dem for dine børn, hvad enten du er hjemme eller på rejse, hvad enten du ligger ned eller står op” (Dt 6,4-7).
Fra en tidlig alder fejrede vores forældre laudes søndag morgen med os. Efter salmesangen blev der læst op fra Bibelen, og vi blev hjulpet til at se vores liv i lyset af Guds Ord. Også fra en meget ung alder oplyste dette Ord vores forhold til vores brødre, søstre og forældre, så vi kunne forsone os og tale om vores lidelser. Vores far spurgte os: “Hvordan oplyser dette Ord jeres virkelighed i dag?” Dette spørgsmål er et ekko af det første, der findes i Bibelen: “Adam, hvor er du?”. Som pave Frans har bekræftet i Amoris Laetitia: “Så det store spørgsmål er ikke, hvor sønnen er fysisk, med hvem han er i dette øjeblik, men hvor han er i eksistentiel forstand.”[1] Guds Ord bliver paradigmet for ethvert menneskeliv, hvert ord i det oplyser vores historie: skabelsen, Noahs ark, syndfloden, Babelstårnet, Abraham, Exodus, Evangeliernes lignelser osv. Dette Ord har også oplyst vores liv, siden vi var børn; det var en ekstraordinær bro mellem forældre og børn, mellem forskellige generationer. Hver enkelt havde mulighed for at give sin egen oplevelse. Takket være mødet i bøn hjalp Herren os virkelig til at forstå, “hvor vi var”, til at forstå andres lidelser og meget ofte til at forsone os. Laudes blev altid efterfulgt af et særligt måltid for at leve søndagen fuldt ud.
Derudover fik vi hvert år i familien en introduktion til de store højtider, som blev forberedt med stor omhu, og som markerede årstiderne, og som vi oplevede sammen med hele sognet: Jul, Helligtrekonger, Pinse, Marias uplettede undfangelse… Efter første kommunion deltog vi flittigt i Eukaristien i kommunitetet, hvor vi fik særlig opmærksomhed. Denne Eukaristi, som vi oplevede i sognet efter den første vesper om søndagen, befriede os gradvist fra synderne fra lørdag aften, som fører unge mennesker væk fra Kristus. Midt i det hele var der den hellige Påskevigilie, som vi blev indviet i, og som vi så frem til. Således blev vi gradvist introduceret til troslivet i Kirken, mens vi i teenageårene – sammen med andre unge og voksne – sluttede os til et kommunitet i sognet for at fortsætte vores kristne indvielse. Derudover deltog vi med jævne mellemrum i pilgrimsrejser og Verdensungdomsdage, hvor vi blev hjulpet til at reflektere dybt over vores kald, og hvor vi modtog Den Hellige Faders ord. Disse møder hjalp os til at vokse i vores kærlighed til Paven og til hele Kirken.
Gradvist, gennem årene, har vi smagt på det kristne livs under. Det er blevet overleveret til os, at der i familiens centrum er tre altre[2]: det første er den hellige Eukaristi, hvor Jesus Kristus ofrer sit liv og sin opstandelse for vores frelse; det andet er den ægteskabelige seng, hvor man ved at ofre sig for hinanden opfylder ægteskabets sakramente og giver kærlighedens mirakel og nyt liv; det tredje er bordet, hvor familien samles for at spise og velsigne Herren for hans gaver. Således bliver hvert måltid et møde, hvor man diskuterer spørgsmål og problemer i livet eller i skolen, hvor alle deltager, og man oplever fællesskabet.
Da vi blev gift, var vi meget unge, jeg var 24 og Patrizia var 20, og selvom vi giftede os med de bedste intentioner om at danne en kristen familie, blev vi i de første år af vores ægteskab konfronteret med vores svagheder, som bragte vores enhed i fare. I den vanskelige situation var det, der støttede os, vores kommunitet, som bestod af almindelige mennesker, der ligesom os levede en trosrejse, hjalp os med at overvinde vores kriser ved at tale til os med oprigtighed og invitere os til at blive bevidste om vores fejltagelser gennem kontakt med sakramenterne og Guds Ord, der belyste vores syndige virkelighed.
For os var det en ny begyndelse, som ved brylluppet i Kana: hvor “vinen” fra forelskelsen og kærligheden til hinanden baseret på vores indsats var løbet tør, gav Jesus Kristus os gratis tilgivelsens nye, berusende vin. Vi har opdaget, at åbenhed over for livet ikke er en belastende lov, men en befrielse fra selviskhed, uden hvilken ægteskabet vakler. Til vores store overraskelse har Gud givet os lov til at ønske hvert eneste barn, han har givet os. Herren har været større end vores synder, og på trods af vores svagheder og manglende evner står vi her i dag med vores tolv børn, som for os er et uigendriveligt bevis på Guds trofasthed.
At videregive troen til nutidens unge: en afgørende vigtig opgave for Kirken og for enhver døbt person i dag. Vi befinder os i et samfund, hvor Gud synes at være forsvundet fra horisonten. Sekulariseringens hurtige fremmarch, tabet af fornemmelsen for Gud, sårene fra abort og eutanasi er en daglig trussel mod ethvert menneskes tro. Djævelens angreb ønsker at ødelægge familien og de unge: pornografiens epidemi via internettet, som i dag har antaget globale dimensioner, stoffer, identitetsforvirring, den gnostiske vision, som adskiller personen fra hans eller hendes krop. Pave Frans har defineret spredningen af kønsteorien som en krig: “I dag er der en verdenskrig for at ødelægge ægteskabet […] men ikke med våben, men med ideer”, “ideologiske koloniseringer, der ødelægger”[3].
Ungdomsårene er måske den sværeste periode i et menneskes dannelse: Det er den tid, hvor de store fysiske, psykologiske og affektive metamorfoser finder sted, hvor horisonten for sociale relationer udvides (start på gymnasiet, uafhængighed af familien, nye venskaber), og det er netop i denne følsomme periode, hvor forholdet til forældrene bliver mere konfliktfyldt, at de unge skal træffe grundlæggende beslutninger, som vil påvirke hele deres liv. Stillet over for disse situationer har Helligånden skabt en anden oplevelse for at hjælpe unge mennesker i sognene: oplevelsen af efterfirmelsen.
I dag er der rigtig mange unge mennesker, der kommer fra sårede familier. En stigende procentdel af børnene bor kun sammen med én forælder, de fleste på grund af forældrenes skilsmisse, nogle på grund af forhold uden for ægteskabet. Mere end 50% af alle ægteskaber går i stykker, og uden støtte og hjælp fra skolen står mange unge uden fast fodfæste og er fortabte. I en ny oplevelse af efterfirmelse, som mange sognepræster verden over i fællesskab med deres biskopper har besluttet at starte, dannes der små grupper af unge, som mødes med en familie med en velprøvet og voksen tro, der kan tilbyde et autentisk vidnesbyrd om tjeneste til disse unge mennesker. Teenagerne bliver tiltrukket af den kristne familie, hvor de ser en levende tro. I disse grupper begynder de unge at læse Guds Ord, reflektere over budene som en måde at leve på, genopdage forsoningens sakramente og komme i kontakt med det kristne liv i en konkret familie.
Denne erfaring bærer imponerende frugt i mange sogne: perioden efter firmelsen, som normalt er kendetegnet ved, at mange unge forlader sognet, bliver takket være denne tjeneste en velsignelse fra Herren, fordi procentdelen af unge, der fortsætter med at komme i sognet efter firmelsen, er meget høj. Desuden er disse unges glæde kommunikativ og bliver et vidnesbyrd for deres skolekammerater, venner og bekendte, som igen beder om at leve den ved at slutte sig til grupperne, og på denne måde kommer mange unge, der er langt væk, tættere på Kirken.
Men det er ikke et spørgsmål om at finde en metode eller bruge en teknik. Ingen kan give, hvad han eller hun ikke har modtaget. I det “relativismens diktatur”, der omgiver os, med dets nye “love”, der afleder mange unges samvittighed, er der en “musik”, som deres hjerte aldrig vil undlade at høre og genkende som døren til lykke, nemlig kærlighed. Derfor er vidnesbyrdet fra familier, der tidligere har modtaget Kristi og Kirkens gratis kærlighed, og som byder disse sårede unge mennesker velkommen til denne kærlighed og præsenterer den for dem som noget levende og aktuelt, af fundamental betydning i den pastorale omsorg for unge mennesker.
Hele kristendommens tiltrækningskraft består i vidnesbyrdets kraft, som den hellige Paul VI bekræftede: “Det moderne menneske lytter mere villigt til dem, der vidner, end til dem, der underviser (…) eller hvis det lytter til dem, der underviser, er det, fordi de vidner”[4].
Unge mennesker er ikke uinteresserede i troen; hvis de er, er det, fordi de ikke kan se den, fordi de afskyr middelmådighed og dobbeltspil. Hvis sandheden bliver meddelt dem, hvis det bliver meddelt dem, at de kan komme ud af deres “jeg”s slaveri, at de kan give sig selv fuldstændigt, vil de følge os. Ja, hvis vi profeterer dette for unge mennesker, vil de følge os i tusindvis!
Og så vender vi tilbage til det oprindelige spørgsmål: Hvordan giver vi troen videre til de unge i dag?
Kirken i dag gennemgår en dyb krise med lav deltagelse i søndagens gudstjeneste, et lavt antal dåb, vielser og sakramenter og en krise for kald. Det er bestemt ikke kun et spørgsmål om tal, men alt ser ud til at kollapse med en svimlende hastighed. Stillet over for denne situation kan vi fristes til at tro, at svaret blot er at finde et program eller en formel, måske baseret på moralistiske formaninger.
For at give troen videre til unge mennesker, er forældrenes tro nødvendig. Vi er her ikke for at sige, at vi er gode, eller at vi har fundet en metode, men fordi vores forældre har genopdaget en levende tro, som har hjulpet dem i deres ægteskab, og som de har givet videre til os, deres børn. Og vores børn er her af samme grund.
For at genopdage troen er der brug for et seriøst forløb, som kan udvikle dåbens livgivende kraft i enhver troende. Det er, hvad Det andet Vatikankoncil vedtog i konstitutionen Sacrosanctum Concilium[5] ved at genindføre katekumenatet for udøbte voksne. VIK[6] – dokumentet, der implementerer koncilets beslutning – udvidede betydningen af denne beslutning ved at fastslå, at katekumenatet kan tilpasses til kristne, der allerede er døbt, men ikke har modtaget den nødvendige dåbsindvielse. Denne historiske beslutning er også præsenteret i Den Katolske Kirkes Katekismus, som siger, at “barnedåben i sin natur kræver et katekumenat efter dåben. Det er ikke kun et spørgsmål om behovet for undervisning efter dåben, men om den nødvendige udvikling af dåbens nåde i personens vækst”[7].
I 1974 anerkendte Paul VI den fundamentale betydning af katekumenatet efter dåben: “At leve og fremme denne opvågnen betragtes af jer som en form for katekumenat efter dåben, som i nutidens kristne kommuniteter kan forny de virkninger af modenhed og fordybelse, som i den tidlige Kirke blev realiseret i forberedelsesperioden til dåben. I gør det bagefter: før eller efter, vil jeg sige, er underordnet. Faktum er, at man ser på ægtheden, fylden, sammenhængen og oprigtigheden i det kristne liv. Og dette har en meget stor fortjeneste, gentager jeg, som trøster os enormt” [8].
I lyset af familiens og de unges dramatiske krise er det nødvendigt at genopdage Evangeliets radikale karakter gennem den kristne indvielse, som det var tilfældet med de første kristne midt i en hedensk verden.
Tak!
[1] Frans, Amoris Laetitia, 261.
[2] cfr. Frans, Amoris Laetitia, 318.
[3] Frans, Den Hellige Faders tale under mødet med præster og ordensfolk i Tbilisi, Georgien, 1. oktober 2016.
[4] Paul VI, Evangelii Nuntiandi, 41.
[5] Som Det andet Vatikankoncil bekendtgjorde i Sacrosanctum Concilium 64: “Voksenkatekumenatet skal opdeles i forskellige stadier, hvis praksis vil afhænge af den lokale ordinans’ bedømmelse; således kan katekumenatets tid, der er fastlagt til passende instruktion, blive helliget af de hellige ritualer, som skal fejres på successive tidspunkter”. Dette blev også senere bekræftet af Ordo Initiationis Christianae Adultorum (OICA) fra 1972.
[6] VIK (Voksnes Indføring i Kristendommen), på latin: OICA (Ordo Initiationis Christianae Adultorum). VIK, kapitel IV.
[7] KKK, n. 1231.
[8] Paul VI I tale til de neokatekumenale kommuniteter, Audiens, 8. maj 1974.