HVAD ER DEN NEOKATECUMENALE VANDRING?
EN TEOLOGISK-KATEKETISK SYNTESE BLANDT DE FATTIGSTE
Den Neokatekumenale Vandring begyndte i 1964 i slumkvarteret Palomeras Altas i Madrid (Spanien). De, som boede dér, var blandt de ringeste i samfundet: sigøjnere og småtyve, de fleste analfabeter, vagabonder, prostituerede, emigranter osv. Netop i dette miljø spirede den Neokatekumenale Vandrings frø. Det var de fattige og marginaliserede som – ved at tage imod forkyndelsen af Kristus død og opstandelse – så: hvordan den Hellige Ånd inspirer til en kristen indvielses proces, som ligner katekumenatet fra Ur Kirken.
Francisco José Gómez Argüello (Kiko), en spansk kunstner som fik en national præmie i billedkunst (Premio Nacional de Pintura) i 1959, fik en eksistentielle krise i starten af 60’erne. Derefter opdagede han gennem de uskyldiges lidelse den Korsfæstede Kristus’ mysterium, som viser sig blandt de mindste på jorden. Denne oplevelse førte ham til at efterlade alt og går i Charles de Foucaulds spor, ved nu at leve sammen med de fattige fra Palomeras Altas.
Midt i denne proces får Kiko en inspiration fra Jomfru Maria: ”Der skal laves kristne kommuniteter som den Hellige Familie af Nazareth, som lever i ydmyghed, enkelhed og lovprisning. Den anden er Kristus”.
Carmen Hernández, også fra Spanien, cand. Scient. i kemi, blev uddannet i Instituttet for Kristus Jesus missionær (Instituto de Misioneras de Cristo Jesús). Hun fik også en kandidatuddannelse i teologi ved Dominikanerne i Valencia og så opdagede hun det Andet Vatikankoncils fornyelse gennem liturgisten Mons. Pedro Farnés Scherer.
Efter to år i Israel i kontakt med den jødiske folks levende traditioner og steder af den Hellige Land, drager hun tilbage til Madrid med håb om at danne en missionær gruppe til at evangeliser minearbejdere fra Oruro (Bolivien) med hjælp fra den daværende arkbiskop af La Paz, Mons. Jorge Manrique Hurtado. Hun skaber kontakt til Kiko Argüello i barakkerne af Palomeras Altas gennem en af hendes søstre, hvorefter hun bygger sig en barak langs væggen til en fabrik og starter at samarbejde med ham.
DEN FØRSTE KOMMUNITET FRA BARAKKERNE I PALOMERAS ALTAS I MADRID
Kikos kunstnerisk temperament, hans eksistentielle oplevelse, hans uddannelse com kateket fra Kristendoms Kurser (Cursillos de Cristiandad), og Carmens evangeliserings impuls, hendes teologisk forberedelse, hendes kendskab til Påskemysteriet og Andet Vatikankoncilets fornyelse, blandet med den miljø af de fattigste på jorden, var den laboratorium som gav plads til en kerygmatisk, teologisk, kateketisk syntese, som er ryggraden til denne evangeliserings proces for voksne som den Neokatekumenale Vandring udgør.
Sådan blev den første kommunitet født, baseret på trefoden: Guds Ord – Liturgi – Kommunitet, med det formål at føre folk til en broderligt fælleskab og en moden tro.
Denne nye kateketisk erfaring, som blev til som følge af den fornyelse som det økomenisk Andet Vatikankoncil vækkede, blev taget positiv imod af Madrids daværende arkbiskop, Mons. Casimiro Morcillo, som opmuntrede Vandringens initiativtager til at bringe den til de sogne, der måtte ønske det. Således spredtes denne erfaring gradvis til bispedømmerne af Madrid, Zamora og andre i Spanien.
VANDRINGEN KOMMER TIL ROM
Efter at den første kommunitet blev dannet blandt de fattige, og at Kiko og Carmen blev inviteret af nogle sognepræster fra Madrid til at tage denne erfaring til deres sogne, også i Zamora, i forskellige miljøer, bevægede de sig til Rom ført af Mons. Dino Torreggiani, stifter af Instituttet for Kirkens Tjener (Instituto de los Siervos de la Iglesia) – præst kongregation dedikeret til pastoralet til de fattige, sigøjner og migranter – og som i dag er ved saligkårings proces.
Torreggiani mødte Kiko og Carmen i Avila (Spanien), da han var med til nogle katekeser i Santiago sognet mellem 1966 og 1967. Han kunne se i Kiko og Carmens erfaring et svar til en behov for at evangeliser dem som var fjernt, og så inviteret han dem til Rom sammen med en præst fra Sevilla.
Inden de tog afsted, mødte de den daværende arkbiskop af Madrid, Mons. Casimiro Morcillo, som havde støttede Kiko og Carmen mens de var i barakkerne og havde opmuntrede dem til at sprede Vandringen i byen. Morcillo gav dem et anbefalingsbrev rettet Pavens generalvikar i Rom, Kardinal Angelo Dell’Acqua, og et andet brev rettet Firenzes kardinal, Ermenegildo Florit.
Kiko og Carmen ankom til Rom i juli 1968. Kort efter deres ankomst, tog Torreggiani dem til Pompejis Jomfru (Napoli) så at de kunne hengive deres mission til denne Marias tilbedelsessted, som er så populær i Italien.
F. Dino fulgte med dem til at besøg nogle sognepræster, hvor de forklarede hvad Vandringen var og hvordan de havde begyndt den blandt de fattige i Madrid. Koncilets fornyelse var dog stadig ikke helt forstået og nogle af dem tog ikke imod. På det tidspunkt fik Kiko endnu en gang en kald fra Gud om at bo blandt de fattige af Borghetto Latino kvarteret i Rom, i håb om at Herren ville åbenbare sin vilje.
Efter Kiko var allerede bosat i denne forringet zone i Rom, blev nogle unger rørt af hans erfaring og inviterede ham til at deltage i en kongres med nogle kommuniteter i en område udenfor Rom, Nemi.
Der, i et rum fuldt med unge mennesker – mest af dem med venstreorienteret ideologier – bad de ham give dem hans vidnesbyrd. Bagefter, var der en messe akkompagnerede af guitar i Martiri Canadesi sogns krypt. Kiko blev spurgt hvad han tænkte omkring det og han sagde: ”Kirken fornyes ikke med guitar, men med Kerygmas forkyndelse og Påskemysteriet”.
Kort efter, tog Kiko denne gruppe unge mennesker til et retræte, hvor de blev presentæret for muligheden til at starte Vandringens katekeser i deres sogn.
Sådan blev den første neokatekumenale kommunitet i Martiri Canadesi født med 70 personer den 2. november 1968.
Vandring spredte sig til andre sogne, og til teamet bestående af Kiko og Carmen kom også F. Mario Pezzi.
VANDRINGEN, ANDET VATIKANKONCILETS FRUGT
I 1974, i en audiens for de første neokatekumenale kommuniteter, anerkender pave Paul VI Vandringen som et frugt af det Andet Vatikankoncil: ”Her er frugterne af koncilet! I gør efter dåben det som den oprindelige Kirke gjorde før dåben: før eller efter er underordnet. Faktum er, at I åbenbarer den kristne livs sandhed, ærlighed, helhed og oprigtighed. Og dette har en meget stort merit som trøster os enormt meget (…) I giver os så stort en glæde med jeres tilstedeværelse og aktivitet”.
De følgende paver har fremhevet og erkendt Vandringen som et frugt og inspiration af Hellig Ånden for at hjælpe Kirken. Også Johannes Paul I, da han var patriark i Venedig, velkom han Kiko og Carmen for at starte Vandringen i hans sogn.
Hellig Johannes Paul II opmuntrede, styrkede og understøtte udviklingen af denne kristne initiation for voksne, ved at promover nye missioner og kaldelses former som familier i mission og ved at opføre bispedømme- og missionspræsteseminarier ”Redemptoris Mater”.
I 1990 skrev Hellig Johannes Paul II i sit brev Ogniqualvolta: ”Jeg godkender den Neokatekumenale Vandring som et fuldgyldigt katolsk dannelsesforløb i vor tids samfund” og ”Jeg ønsker at mine brødre i bispekollegiet – sammen med deres præster – værdsætter og hjælper denne indsats for den nye evangelisering”.
DE FØRSTE MISSIONÆR FRUGTER MED HELLIG JOHANNES PAUL II
Når den Neokatekumenale Vandring begyndte at sprede sig som en katolsk initiation og for at opnår en modne tro, kom de første evangeliserings frugter og karisma frem, som er specifik for denne kirkelig realitet. I 1986 velkom og opmuntrede Hellig Johannes Paul II med glæde den første Redemptoris Mater præsteseminarie i Rom.
Siden Ungdommens jubilæum i 1984 og den første Verdens Ungdoms Dag (VUD), som blev indkaldt af Hellige Johannes Paul II i 1986, har tusindvis af unger fra den Neokatekumenale Vandring fulgt efter paven i disse rejser. Siden da har de ansvarlige for Vandringen lavet en kaldelsesmøde i de dage efter selve VUD, hvor hundredvis af unge mænd og kvinder viser deres ønske i at følge præstedømmet eller den konsekreret liv.
I 1988, i den italiensk by af Porto San Giorgio, udsendte Hellige Johannes Paul II de første 100 familier til at evangelisere over hele verden.
Han var også den drivende kraft bag udførelsen af statutterne for den Neokatekumenale Vandring allerede i 1997.
GODKENDELSEN AF STATUTTERNE MED BENEDIKT XVI
Benedikt XVI har også fulgt, støttede og opmuntrede Vandringens missionær udvidelse. Under hans pontifikat, i 2008, blev de sidste statutter godkendt af det Pavelige råd for lægfolk. Troslær dikasteriet gav også sin doktriner godkendelse til Retningslinjer for Kateketteam i 2010.
NY IMPULS FRA PAVE FRANS
”Jeg takker Herren for glæden af jeres tro og for jeres iver i jeres kristne vidnesbyrd. Gudskelov! (…) Jeg takker jer for alt det i gøre for Kirken og for verden”. Disse ord blev sagt af pave Frans i den første audiens med Vandrings initiativtager og brødre, holdt i 2014.
Den nuværende Pave har på særlig begivenheder sendt familier i mission, præster og nye missio ad gentes til afkristne steder over hele jorden.
Den 6. marts 2015, i en audiens med Vandringen, sagde han til Vandringens initiativtager og brødre følgende: ”Hilsner til den Neokatekumenale Vandringens initiativtager, Kiko Argüello, Carmen Hernández og F. Mario Pezzi; også til dem ønsker jer at vise min estimering og opmuntring for alt det de har gjort gennem Vandring til gavn for Kirken. Jeg siger altid at den Neokatekumenale Vandring er en store gode for Kirken!”.
VANDRINGEN I DAG
Carmen Hernándes, Vandringens initiativtager sammen med Kiko Argüello, døde den 19. juli 2016 og blev begravet i Redemptoris Mater seminariet i Madrid. Eftersom Vandringens Internationalt Ansvarlige Team var mangelfuld, og efter befaling fra den Hellige Stol ifølge Vandringens Statutter, halvanden år senere blev en spanier, María Ascensión Romero, en del af teamet, efter at hun havde været vandrende kateket i 25 år i Rusland.
Den Neokatekumenale Vandring stiller sig til rådighed for biskopper og sognepræster som en katolsk formations vej til at genopdage dåben og den permanent indføring af troen, og den foreslås til de troende som ønsker at genoplive den kristne livs rigdom.
Vandringen – som opleves i sognet i mindre kommuniteter bestående af mennesker af forskellig alder og social status – fører gradvis til en intimitet med Jesus Kristus, og forvandler dem til at blive kirkeligt aktive og troværdige vidner om vor Frelses Gode Budskab. Det er en redskab til indføring i kristendommen for voksne, der forbereder sig til at modtage dåben.
FAKTA OM DEN NEOKATEKUMENALE VANDRING
Opdaterede i november 2022
Kommuniteter: 21.066
Sogne: 1.366
Menigheder: 6.293
Lande: 135
Bispedømme- og missionspræsteseminarier:
Redemptoris Mater præsteseminarie: 121
Præstestuderende: 1.900
Præstevielser fra RM: 2.950
Familier i mission:
1.000 familier i 212 Missio ad gentis i 62 lande
800 familier som støtter Vandringen i mange lande
300 familier i vandrende teams
DET INTERNATIONALT TEAM
Siden 2018 bestå Vandringens Internationalt Ansvarlige Team af Kiko Argüello – ansvarlig for Vandringen -, María Ascención Romero, og en præst, F. Mario Pezzi. Fra Vandringens start i 1964, og indtil 2016, var Kiko Argüello og Carmen Hernández sammen, som initiativtager, og også F. Mario Pezzi. Eftersom Carmen døde den 19. juli 2016, og ifølge Vandringens Statutter, blev María Ascensión Romero en del af teamet. Dette team har som opgave at frembære den Neokatekumenale Vandring ud til hele verden, med hjælp fra vandrende teams i hvert land. Blandt deres opgaver står de for at vejlede den Neokatekumenale Vandrings virke og bevare dets autenticitet; tage sig af de opgaver de har ansvar for ifølge Statutterne; vedtage de forpligtigelse som viser sig nødvendig; have en tæt forbindelse med biskopperne; vær i kontakt med den Hellige Stols Embedsværk for Lægfolk, Familie og Liv.
