Efter forkyndelsen af Kerygmaet opstår der kommuniteter i sognet, brødre og søstre, som lever denne kristne indvielse. Gradvist begynder tegnene på tro og kærlighed til fjenden at vise sig blandt dem. Dette moralske mirakel vil kalde dem, der er langt væk, til et møde med Jesus Kristus. Og det kristne kommunitet vil bringe Guds kærlighed til alle mennesker.
“I gør ikke kun apostolat, fordi I er, hvad I er, i en opmuntring til at genopdage og genvinde sande, autentiske, effektive kristne værdier, der ellers kunne forblive næsten fortyndede i det almindelige liv. Nej! I bringer dem frem i forgrunden, I får dem til at dukke op, og I giver dem en virkelig eksemplarisk moralsk pragt, fordi I på denne måde, med denne kristne ånd, lever dette neokatekumenale kommunitet….
Hvilken glæde og hvilket håb I giver os ved jeres tilstedeværelse og jeres aktivitet! Vi ved, at I i jeres kommuniteter arbejder sammen om at forstå og udvikle jeres dåbs rigdom og konsekvenserne af jeres tilhørsforhold til Kristus…
At leve og fremme denne opvågnen er, hvad I kalder en form for “post-dåb”, der vil være i stand til at forny de kristne kommuniteter i dag med de modnende og uddybende effekter, der blev realiseret i ur kirken siden forberedelsesperioden til Dåben….
I realisere det bagefter: før eller efter, vil jeg sige, er sekundært. Faktum er, at man ser på ægtheden, fylden, sammenhængen, oprigtigheden i det kristne liv.”
Hellig Paulus VI, 8. maj 1974
“Kirkens praksis og norm har indført den hellige vane at døbe nyfødte og lade dåbsritualet koncentrere sig liturgisk om den forberedelse, der i de tidlige tider, hvor samfundet var dybt hedensk, gik forud for dåben, og som blev kaldt katekumenatet. Men i nutidens sociale miljø er det nødvendigt at integrere denne metode med undervisning, med en indvielse i den kristne livsstil efter dåben, det vil sige med religiøs assistance, med praktisk træning i kristen troskab, med en effektiv indsættelse i de troendes fællesskab, som er Kirken….
Dette er genfødslen af navnet “katekumenat”, som bestemt ikke ønsker at ugyldiggøre eller mindske betydningen af den gældende dåbsdisciplin, men snarere at anvende den med en gradvis og intensiv metode til evangelisering, som på en vis måde minder om og fornyer katekumenatet fra andre tider. De, der er blevet døbt, har brug for at forstå, at genoverveje, at værdsætte, for at støtte den uvurderlige formue af det modtagne sakramente”.
Hellig Paulus VI, 12. januar 1977