SYMFONISK VÆRK AF KIKO ARGÜELLO, SKØNHEDENS VEJ FOR EVANGELISERING

VORES OVERSÆTTELSE AF ARTIKLEN UDGIVET MED GODKENDELSE FRA VATICAN NEWS

I anledning af Familiernes Jubilæum blev de to symfonier af initiativtageren af den Neokatekumenale Vandring opført sammen for første gang om aftenen den 1. juni 2025 i “Auditorium Parco della Musica” i Rom. Biskop Fisichella: En symfoni af denne art har lært os, at vi ikke er tilskuere, men deltagere.

DÉBORA DONNINI – VATIKANET

En musik, der fordyber os i Kristi og Jomfru Marias lidelse ved korsets fod, og som samtidig indprenter visheden om opstandelsen i hjertet. Den personlige involvering er stærk og umiddelbar, når man lytter til det Symfoniske Værk af Kiko Argüello, en spansk kunstner og initiativtager til den Neokatekumenale Vandringsammen med Guds tjener Carmen Hernández. Et rørende fremmøde udtrykt ikke blot ved den hyppige applaus, men frem for alt ved publikums deltagelse på et vist tidspunkt med korets sang.

I Auditorium Parco della Musica i Rom blev Kikos to symfoniske værker opført sammen for første gang i går: De uskyldiges lidelse, som er dedikeret til Kristi Moders smerte, og Messias, som er til ære for nutidens martyrer. Dirigenten for orkesteret for den Neokatekumenale Vandring, som består af 100 musikere – instrumentalister og en pianist, Claudio Carbó – og 120 korsangere, er Tomáš Hanus, dirigent for det islandske symfoniorkester.

Den Neokatekumenale Vandring Familiernes Jubilæum Kiko Argüellos symfoni i Auditorium Parco della Musica - Sankt Cecilie Sal - Rom 1.06.2025 — Billeder: Alessandro De Luca Rapone

Begivenheden er indrammet af familiernes jubilæum, og den refleksion, som forfatteren til det Symfoniske Værk, Kiko Argüello, gør sig i introduktionen til første del, tager udgangspunkt i netop denne virkelighed: I Vesten – understreger han – er ensomhed ved at blive den største sygdom. I en verden præget af skilsmisse, abort og eutanasi »kalder Gud kristne familier, i billedet af familien fra Nazareth, til at bringe Kristus til mennesker«. »Folkenes fremtid skabes af familierne«, understregede pave Leo XIV i sin prædiken ved messen søndag morgen den 1. juni. Kiko gentager pavens ord, som bliver mødt med varme klapsalver fra de tilstedeværende.

Derefter minder han om den inspiration, han fik fra Jomfru Maria: »Der skal laves kristne kommuniteter som den hellige familie i Nazareth, der lever i ydmyghed, enkelhed og lovprisning. Den anden er Kristus«. Den Neokatekumenale Vandring er født som en kristen indvielse til at genopdage dåbens rigdom, hvilket fører til at gøre den nærværende i et fællesskab af gensidig kærlighed. »Elsk hinanden, som jeg har elsket jer, og i denne kærlighed vil alle vide, at I er mine disciple«, det vil sige, at I er kristne. Dette – understreger Kiko – er de kristne familiers mission, en eskatologisk mission: at vise verden, at der findes kærlighed”.

DE USKYLDIGES LIDELSER

Den første symfoni blev født ud af Kikos oplevelse i midten af 1960’erne, da han boede blandt de fattige i Madrids slumkvarterer og blev ramt af så mange uskyldige menneskers lidelser og indså, at det eneste sande svar på lidelser er Herren Jesus.

Værket blev opført første gang i 2011 i Det Hellige Land, i Domus Galilaeae, på Saligprisningernes Bjerg, og derefter i de vigtigste teatre, koncertsale, pladser og katedraler over hele verden: fra katedralen i Madrid til Metropolitan i New York, fra Suntory Hall i Tokyo til Gerard Behar Auditorium i Jerusalem eller endda Paul VI Hall i Vatikanet, for blot at nævne nogle få steder.

Det består af fem satser, der fremhæves af instrumenternes forskellige nuancer: »Getsemane«, hvor trommen minder os om, at Judas nærmer sig. Derefter »Lament« med harpe, »Tilgiv dem« og »Sværdet« med henvisning til Jomfru Marias sorg, hvor hele publikum rejser sig og synger med koret “Maria, Guds moder”. Det afsluttes med »Resurrexit«.

MESSIAS

Efter opførelsen af det første værk præsenterer Kiko det andet, Messias, som havde premiere i 2023 på Teatro Verdi i Trieste, og som er centreret om Kristi lidelseshistorie og dedikeret til nutidens martyrer. “Vi kristne – understreger Kiko – bærer altid Kristi måde at dø på i vores krop, fordi vi er blevet lært til at strække vores hænder ud på korset: i ægteskabet, på arbejdet, med vores børn, med vores bedsteforældre, med samfundet, med alle. Altid at bære Jesu død i vores krop, så det kan ses, at Kristus lever i os”. Kiko minder os om, at »den kristne er kaldet til at elske i korsets dimension, kærlighed til fjender«.

Digtets tre dele understreger netop dette. Den første sats hedder Akeda og henviser til Isak, som ifølge jødisk tradition beder sin far Abraham om at blive bundet, så han ikke gør oprør mod ofringen. Derefter følger Døtre af Jerusalem, som minder om de ord, som Jesus ifølge evangelisten Lukas siger til de kvinder, der ser på ham, da han krydser byen efter piskningen, og for at understrege øjeblikkets drama henviser Kiko til den spanske renæssancekomponist Tomás Luis de Vitoria.

Til sidst er den sidste sats baseret på en sætning af martyren Victorinus af Pettau fra det 4. århundrede: »Messias, der var en løve for at sejre, blev et lam for at lide«, for, understreger Kiko, »vi bør alle lære at være lam for at lide«, kaldet til at vise Kristi kærlighed, som overvinder døden. Han tilføjer også et udtryk fra Sankt Quodvultdeus, en biskop i Karthago fra det 5. århundrede, som siger: “Han gik op på træet for at være brudgom, for at dø. Og hans blod efterlod han som medgift til sin jomfruelige brud”.

Der tales altså om den kærlighed, »som Kristus lægger i hver enkelt af os gennem Helligånden«. Koret afslutter derefter med en sejrssang, en jubel af glæde, med Påske hallelujaet.

FISICHELLA: EN SYMFONI, SOM INVITER TIL BEVÆGELSE

Assunta Cannata, som var til stede sammen med Kiko Argüello, fader Mario Pezzi og Ascension Romero, medlemmer af det internationale team for den Neokatekumenale Vandring, og ærkebiskop Rino Fisichella, pro-præfekt for Dikasteriet for Evangelisering, sektionen for de grundlæggende temaer for evangelisering i verden, deltog i tilrettelæggelsen af arrangementet.

Denne symfoni,» sagde Monsignor Fisichella til Vatikanets medier, «viser først og fremmest Kikos geni og hans ›polyhedricitet‹: Han går fra maleri til musik med utrolig lethed, vel vidende at han også udfører et evangeliseringsarbejde. Jeg mener, at det er det element, der skal understreges. I evangeliseringen er skønhedens vej – musik, kunst, litteratur – alle privilegerede udtryk for forkyndelsen af Evangeliet, som er forkyndelsen af mysteriet om Jesu død og opstandelse”.

Ærkebiskoppen minder om, at »begyndelsen af symfonien helt sikkert skal udtrykke Getsemane, lidelsens stilhed«, på den anden side er der den endelige glæde ved opstandelsen, »meddelelsen om herlighed«. Således,» understreger han, «lærer en symfoni af denne art os igen, at vi ikke er tilskuere, men deltagere. Det faktum, at hele det tilstedeværende publikum inviteres til at rejse sig og slutte sig til korets stemmer, mindede mig om Beethovens 9. symfoni, hvor der for første gang blev introduceret et kor i orkestret. Her introducerer Kiko ikke kun koret, men hele publikum. Det, vi oplever, er en symfoni, hvor der er action, drama, deltagelse af dem, der er til stede, det er en følelse af ikke at føle sig isoleret, men involveret indefra i den meddelelse, der bliver givet.

Det er også bemærkelsesværdigt, at dette værk udføres under familiernes jubilæum. Kateketen henviste til dette ved at minde om Leo XIV’s ord. Han understreger også, at »vi først og fremmest i Vesten lever i familiens krise«. »Hvis familien ikke genvinder sin plads i et samfund, der er domineret af teknologi, hvis den ikke er den grundlæggende celle, symbolet på en virkelighed, hvor alle føler sig velkomne, hvor ingen føler sig alene, så må vi konkludere, at vi ikke er på vej mod fremskridt, men mod tilbagegang«. »Kirken – hævder han – må gøre alt for at udføre sin profetiske rolle i forhold til familien«, placere den i centrum for sin pastorale aktivitet og få verden, samfundet og kulturen til at forstå, at hvis familien marginaliseres, er der ingen reel retning, som det er muligt at blive bestemt i, »der er snarere tale om at se indad; at være lukket inde i teknologien, men uden familien, betyder, at vi mister den dimension af dyb menneskelighed, som mennesket i dag har et stort behov for«.

OUELLET : RO OG HÅB I DENNE MUSIK

Kardinal Marc Ouellet, præfekt emeritus for Bispedømmet, understreger på sin side, at den første del af det symfoniske værk »taler om lidelsens værdighed«. Jeg er slået,» sagde han til Vatikanets medier, «af roen og håbet i denne musik, der er den opstandnes sejr»: Det omhandler et meget trist tema, «men musikken er ikke trist, ikke engang i det øjeblik, hvor klagesangen dukker op, det er som om den er pakket ind i en harmonisk melodi, og det imponerer mig meget personligt”. Om anden del siger han, at temaerne er anderledes: “Den får os til at reflektere mere over synden, over vores svage vidnesbyrd, men alt dette krydses altid af den korsfæstedes gave. Det opleves som dominerende”.

Generelt »imponerede musikken mig på grund af de jødiske og spanske dele, der er en blanding af rytmer og melodier, som er en smuk og dyb syntese … Jeg forstår, at jøderne har følt sig hørt«, bemærker kardinalen, for i forskellige dele af verden, hvor den er blevet opført, har mange rabbinere også deltaget. Med hensyn til familien understregede han, at »styrken I den neokatekumenale karisma er familien«, og at »Kirkens mission skal gå gennem familien«.

En symfoni, der med sine forskellige niveauer, kateketiske og kunstneriske, ved først at berøre hjertet på en personlig måde, bliver til en måde at evangelisere på.