KIKO ARGÜELLO
Francisco José Gómez Argüello Wirtz blev født i León (Spanien) den 9. januar 1939, søn af José Gómez de Argüello Díaz-Canseco og Pilar Wirtz Suárez-Guisasola, den ældste af fire søskende. Da han var to år gammel, flyttede hans forældre til Madrid. Han studerede billedkunst på Academia de San Fernando i Madrid og opnåede titlen som tegnelærer. Han deltog i adskillige udstillinger og malerikonkurrencer i Spanien. I 1959 modtog han den ekstraordinære nationale pris for ungdomsmaleri for maleriet »La espera«.
I slutningen af 1950’erne gennemlever han en eksistentiel krise, der fører ham til et dybt møde med Jesus Kristus og får ham til at vie sit liv og sin kunst til Kristus og Kirken, hvilket også ændrer indholdet i hans kunst. Den 8. december 1959, tidligt på eftermiddagen, mens han befinder sig hos sine forældre, føler han en trang til at trække sig tilbage til sit værelse for at bede et øjeblik; der fornemmer han Jomfru Marias tilstedeværelse, med barnet i armene, som betror ham et budskab: »Der skal laves kristne kommuniteter som Den Hellige Familie i Nazaret, der lever i ydmyghed, enkelhed og lovprisning. Den anden er Kristus.” Budskabet overraskede ham og blev omdrejningspunktet for hele hans liv.
I 1960, på tærsklen til Det Andet Vatikankoncil, som kom til at præge hans liv som kristen og kunstner dybt, foretog han sammen med fader José Manuel de Aguilar en rejse gennem Europa for at studere den sakrale kunst og finde berøringspunkter mellem den katolske og den protestantiske kunst med henblik på koncilets indkaldelse. Sammen med billedhuggeren José Luis Alonso Coomonte og glaskunstneren Carlos Muñoz de Pablos dannede han en forsknings- og udviklingsgruppe for sakral kunst, »Gremio 62«, og afholdt en række udstillinger i Madrid, Royan (Frankrig) og Haag (Nederlandene). Hans liv i disse år var allerede præget af hans apostolske virke som underviser i Cursillos de Cristiandad.
Da han hørte en tale af pave Sankt Johannes XXIII, der talte om de fattiges kirke, fik han en fornemmelse af, at fornyelsen af Kirken ville komme fra de fattige, og derfor opgav han i 1964 sin karriere som maler. I kølvandet på den hellige Charles de Foucauld – der levede Jesu skjulte liv i Nazaret – besluttede han at bosætte sig blandt de fattigste i en skurby i Palomeras Altas i udkanten af Madrid. Omkring ham samledes en gruppe af sigøjnere, ungdomsforbrydere og fattige… De kom til at udgøre kernen i det første neokatekumenale kommunitet.
I Palomeras møder han Carmen Hernández Barrera, der netop var vendt tilbage fra Israel, og som gennem den spanske liturg, fader Pedro Farnés Scherer, er i kontakt med hele den liturgiske reform fra Det Andet Vatikankoncil. Carmen bliver meget imponeret over det fattige fællesskab, hun møder i Palomeras, og beslutter sig for at blive boende der blandt dem i en nærliggende barak.
På opfordring fra de fattige, som de bor sammen med, begynder Kiko og Carmen at forkynde Jesu Kristi Evangelium, og lidt efter lidt, med tiden, fører Herren dem til at udarbejde en teologisk-kateketisk syntese, der bygger på Guds Ord, liturgien og fællesskabet, og som gør det muligt for mennesker at leve i broderligt fællesskab og giver dem en moden tro.
Dette nye forløb for kristen indvielse vækkede interessen hos ærkebiskoppen af Madrid, Monsignor Casimiro Morcillo. Mons. Morcillo fik at vide, at der den 28. august 1965 var udstedt en regeringsbeslutning, der pålagde politiet at rive barakerne i Palomeras Altas ned. Kiko bad ærkebiskoppen om hjælp, og denne begav sig personligt til Palomeras, hvor han standsede nedrivningen, så, hvad Kiko og Carmen gjorde blandt de fattige, og opmuntrede dem til at bringe denne evangeliseringserfaring videre til andre sogne i Madrid. Således begyndte det også i Zamora og Ávila (1965-67).
I Ávila møder de Guds tjener, monsignor Dino Torreggiani, grundlæggeren af Kirkens Tjenere, som opfordrer dem til at tage til Rom. I 1968 rejser de til Rom med et brev fra ærkebiskoppen af Madrid, monsignor Casmiro Morcillo, til pavens vikar, kardinal Angelo Dell’Acqua. Her begynder deres mission i barakkerne i Borghetto Latino. Mellem september og november holder Kiko og Carmen, ledsaget af præsten don Francesco Cuppini – efter at have modtaget tilladelse fra kardinalvikaren – katekese, og det første neokatekumenale kommunitet opstår i sognet De hellige canadiske martyrer i Rom.
Al denne passion for evangelisering, som Kiko og Carmen udøver, altid ledsaget af en præst — fader Francisco Cuppini indtil 1971, derefter fader Jesús Blázquez, en spansk præst, og fader Mario Pezzi, siden 1971 til katekeserne i Italien og siden 1982 på fast basis — samler omkring sig præster, ægtepar og ugifte, der føler sig kaldet til at være itineranter og melder sig til at rejse til alle verdenshjørner for at formidle den samme form for kristen indvielse, hvor der er behov for katekese.
De indleder en intensiv kateketisk aktivitet med ønsket om at bringe fornyelsen fra Det Andet Vatikankoncil ud i menighederne, og denne aktivitet struktureres efterhånden som en rejse i kristen indvielse efter dåben. Efter at have lyttet til et budskab og modtaget katekese opstår det neokatekumenale kommunitet, som begiver sig »på vej« for trin for trin at genopdage dåbssakramentet. Små kommuniteter, som Den Hellige Familie i Nazaret, der ønsker at leve i ydmyghed, enkelhed og i en ånd af lovprisning, hvor den anden er Kristus. Kommuniteterne opstår ikke ved, at folk slutter sig sammen, men ved, at nogle efter to måneders kerigmatisk katekese føler sig kaldet til en vej med gradvis og progressiv vækst af deres dåbs frø: en eksistentiel forandring af livet, med en modning til det guddommelige liv i os. Ligesom i den tidlige kirke gør de kristne således i et kommunitet det frelsesværk synligt, som Gud udfører i dem gennem en modningsproces mod troen. Et kommunitet, den opstandne Kristi legeme, som gør kærligheden og enheden nærværende: de tegn, der kan tiltrække de ikke-troende til troen. Dette er en måde at virkeliggøre Det Andet Vatikankoncil på og det, som koncilet længtes efter, da det fremstillede Kirken som lys, salt og surdej. En måde, der profetisk hjælper menigheden med at gå fra en pastoral indsats baseret på sakramenterne til en evangeliserende pastoral indsats. I et sekulariseret samfund lever de neokatekumenale kommuniteter i Kirken, Guds folk, som et frelsens sakrament, som lys midt blandt nationerne.
Kikos kunstneriske temperament, hans eksistentielle erfaring og hans uddannelse som kateket i Cursillos de Cristiandad vil sammen med Carmens teologiske uddannelse, hendes passion for evangelisering og hendes kendskab til fornyelsesbevægelsen efter Det Andet Vatikankoncil danne grundlaget for den Neokatekumenale Vandring.
Dette værk modtog sin første officielle velsignelse under audiens den 8. maj 1974 med ordene fra paven, den hellige Paul VI: »Hvor megen glæde og hvor megen håb giver I os med jeres tilstedeværelse og jeres virke!«, og det modtog også en meget værdifuld bekræftelse under audiens den 12. januar 1977 med pavens tale, der udelukkende var viet til den Neokatekumenale Vandring. Ved afslutningen af audiens modtager paven Kiko og Carmen under fire øjne; til Kiko siger han: »Vær ydmyg og trofast over for Kirken, så vil Kirken være trofast over for dig«, og til Carmen, der knæler foran ham, lægger han hånden på hendes hoved.
Kiko og Carmen, som var meget opmærksomme og trofaste over for Kirkens lære, følte sig efter Johannes Paul II’s tale ved det 6. symposium i Rådet for de Europæiske Biskopkonferencer (11. oktober 1985), hvor han opfordrede Kirken til en »ny evangelisering«, følte de sig på den ene side drevet til i 1986 at indlede en ny form for evangelisering ved at indbyde familier med deres børn, og på den anden side til at oprette bispedøms- og missionsseminarier af international karakter, som skulle få navnet Redemptoris Mater. Den 14. februar 1988 oprettede kardinalvikar Ugo Poletti med støtte fra Den Hellige Fader det første diøcesane missionsseminar Redemptoris Mater i Rom.
I år 2026 findes der 116 missionerende bispedømmeseminarier på de fem kontinenter, med over 3.000 allerede ordinerede præster. Deres missionsrejser var utrættelige: møder med de talrige kommuniteter, der var opstået i så mange nationer, store ungdomsmøder, både for at vække kald til det præstelige og religiøse liv og for at inddrage og opfordre familierne selv, sammen med deres børn, til at stille sig til rådighed for evangeliseringen af nutidens verden.
Vandringen modtog en særlig gave den 30. august 1990 i form af brevet »Ogniqualvolta«, der var rettet til biskop Paul Josef Cordes, der var udpeget som »ad personam«-ansvarlig for de neokatekumenale kommuniteter. Med dette brev anerkender pave Johannes Paul II »Den Neokatekumenale Vandring som en katolsk dannelsesvej, der er relevant for samfundet og for vor tid«.
I 2002 blev der taget to formelle og afgørende skridt med det pavelige råd for lægfolks godkendelsesdekret »ad experimentum« af statutten for den Neokatekumenale Vandring, udstedt på opdrag af pave Johannes Paul II, og i 2008 (den 11. maj, pinsedagen) med den endelige godkendelse af Vandringen, bekræftet af pave Benedikt XVI, som en »form for diøcesan gennemførelse af den kristne indvielse« (Statutter, art. 1,2). Dette blev efterfulgt den 26. december 2010 af den officielle godkendelse af »Direktoriet for den Neokatekumenale Vandring«, dvs. teksterne til Kiko og Carmens katekese, der ledsager den neokatekumenale rejse. Derefter, den 8. januar 2012, vil godkendelsen af fejringerne i det kateketiske direktorium finde sted, og endelig i 2014 vil pave Frans gennem Statssekretariatet bekræfte den liturgiske praksis og vedtægterne for Den Neokatekumenale Vej.
KIKO HAR DELTAGET SOM AUDITOR PÅ FLERE SYNODER PÅ INVITATION FRA DEN HELLIGE FADER:
- I 1983, i Synoden om Bod og forsoning i Kirkens mission;
- I Synoden i 1987, om Lægfolks kald og opgave i Kirken og i verden;
- I 1999, i den 2. ekstraordinære biskopsynode for Europa;
- I 2005, i den 11. ordinære generalforsamling i Bispesynoden om Eukaristien;
- I 2008, i den 12. ordinære forsamling i Bispesynoden om Guds ord;
- I Synoden i 2012, om Den nye evangelisering med henblik på videreformidling af den kristne tro.
Desuden udnævnte pave Johannes Paul II ham i 1990 til konsulent ved Det Pæpstlige Råd for Lægfolk for en periode på 5 år; udnævnelsen blev fornyet i 1996 og 2001; i 2008 blev han bekræftet af pave Benedikt XVI, og i 2014 af pave Frans: det vil sige, at han fra 1990 til 2019 har været medlem af Dikasteriet for Lægfolk.
I 2011 udnævnte pave Benedikt XVI ham til konsulent ved Det Pæpstlige Råd for Fremme af den Nye Evangelisering for en periode på 5 år.
Kikos indlæg i forbindelse med tildelingen af æresdoktorgrader og hans indlæg på synoderne har været en anledning til at fremhæve hele den teologiske og åndelige rigdom i det værk, som Herren har ønsket at frembringe: familiens mission i Kirken, forkyndelsen af kerygmaet i den nye evangelisering, en ny æstetik i Kirken, fremme af venskabelige relationer med det jødiske folk i lyset af »Notra aetate«; og også: de kristne troendes præstelige mission, Eukaristiens og Guds Ords centrale rolle i den kristne indvielse og dannelse, det presserende behov for at videregive troen til børnene, nødvendigheden af at genopdage menighedens sande ansigt og dermed den opmærksomhed, som hele Kirken er kaldet til at give de nye kirkelige realiteter, den Neokatekumenale Vandring, en vej til kristen indvielse i og for menighederne…
På opfordringen til den nye evangelisering, som den hellige Johannes Paul II rettede til hele Kirken i 1985 – som vi tidligere har nævnt – reagerede Kiko og Carmen ved at rette en opfordring til familier med børn: således opstod »missio ad gentes«, familiekerner (forældre og børn), der flytter til områder, der har brug for en kristen tilstedeværelse og et kristent vidnesbyrd, kaldet af biskopperne selv, som betror dem denne opgave, ledsaget af en præst, en sand »missio«; i dag er de til stede i 64 lande, hvor der er dannet 220 »missio ad gentes«. Kiko og Carmen har også reageret på pave Frans’ opfordring til at rette opmærksomheden mod periferierne, især i de store byer, ved at opfordre de menigheder, der har afsluttet den neokatekumenale rejse, til at stille sig til rådighed for missionen som menighed, til at forlade deres eget sogn og tage til et andet, der hvor biskoppen eller sognepræsten beder om en kristen tilstedeværelse. Således er flere »Communitates in missionem« blevet udsendt til periferierne i Rom, Madrid og mange andre byer.
At genskabe en kristen indvielsesvej i dag, som på den ene side rummer hele rigdommen fra det gamle katekumenat og på den anden side er forankret i det moderne samfund og i den nutidige Kirke, med øje for al den fornyelse, som konciliet ønskede, kræver en nåde og nogle virkelig enestående evner, som Herren har skænket Kiko og Carmen. Ud over den teologisk-kateketiske syntese omfatter denne gave også opmærksomhed på de liturgiske rum og elementer, malerkunsten, musikken…
Først og fremmest opfordrer Herren Kiko til at genoverveje, hvilket rum der er mest passende for menigheden: en ny æstetik, der udgår fra menigheden og breder sig til hele sognet, til en ny model for sognet. På den måde genoprettes den liturgiske forsamling. Ved at studere den tidlige kirkes dåbskapeller opfører han i midten af det liturgiske rum et dåbsbassin, der muliggør dåb ved nedsænkning – som det mest passende tegn på det, dette sakramente fejrer, i overensstemmelse med koncilets retningslinjer – placerer han alterbordet i en mere central position, og på de omgivende vægge skaber og maler han en »mystisk krone«; det er malerier, der gør frelseshistoriens store mysterier nærværende i overensstemmelse med den ortodokse kirkes kanon, malerier, hvortil Kiko også anvender sin viden om moderne kunst. Til hele dette værk har han også samarbejdet med flere arkitekter og malere, med hvilke han har skabt en ægte skole.
Ud over de liturgiske rum, der er nødvendige for, at kommuniteterne kan begive sig ud på denne gradvise dannelsesrejse og deltage fuldt ud i liturgien, sætter Kiko musik til mange salmer og andre passager fra Den Hellige Skrift, til hymner fra den tidlige kirke, til digte af åndelige forfattere og endda til nogle af sine egne skrifter.
Der er endnu en vigtig bemærkning, der bør fremhæves, og som viser hele omfanget af den kreative lytning, som Kiko og Carmen har udvist over for pavernes lære. I sin tale til den romerske kurie den 21. december 2009 fremsatte pave Benedikt ideen om et »Atrium for de ikke-jøder« for at skabe et rum for dialog, der er åbent for alle, troende og ikke-troende, i lyset af nutidens udfordringer. Kiko svarer på denne opfordring ved at grundlægge det Neokatekumenale Vandrings Symfoniorkester og komponere en symfoni i 2010: »De uskyldiges lidelse«, et musikværk, der på en festlig og kateketisk måde skildrer de uskyldiges lidelse, og som er blevet opført i de største teatre, koncertsale, på torve og i katedraler over hele verden: Jerusalem, Rom, Madrid, New York, Chicago, Budapest, Tokyo, Berlin, Lublin, Auschwitz… I 2023 komponerede han en anden symfoni i tre satser med titlen: »Messias«. De to symfonier blev opført søndag den 1. juni 2025 i auditoriet »Parco della Musica Ennio Morricone« i Rom, i Sala Santa Cecilia, i anledning af Familiejubilæet. Værket er også blevet opført i moské-katedralen i Córdoba, i Oviedo og i katedralen i Toledo.
Alt dette er blevet frembragt af Helligånden for at imødekomme det presserende behov for evangelisering i den moderne verden, i overensstemmelse med pavernes og koncilets retningslinjer.
Nu kan vi se lidt nærmere på hele dette værk, som er skabt af Helligånden.
ARKITEKTUR OG MALERI
I tråd med konciliet foreslår Kiko Argüello sammen med Carmen Hernández en fuldstændig fornyelse: fra arkitekturen til ikonografien, de rum, hvor mennesker mødes til fejring, som han kaldte Catecumenium, med alle symbolerne, sådan som det allerede tager form i Vandringen, det vil sige prædikestolen, ambonen, bordet i midten, døbefonten…
Dette kunstværk af Kiko finder vi i flere sogne:
– La Paloma (Madrid)
– San Bartolomé in Tuto (Firenze)
– Santa Catalina Labouré (Madrid)
– Sagrada Familia (Oulu – Finland)
– Vor Frue af Arabien Domkirke (Bahréin)
I andre kirker/sogne maler han billedserier med »mystiske kroner« og »altertavler«, der har til formål at fremhæve de liturgiske højtider i overensstemmelse med den østlige tradition.
– Madrid Domkirke (apsis og kapellet til Vores Frue af Vandringen)
– Fresco i Santiago Sogn (Ávila)
– I Rom: Krypt og sal i sognekirken for de canadiske martyrer, den hellige Francesca Cabrini, den hellige Luigi Gonzaga og Natividad
– Liturgiske rum i San Frontis-sognet (Zamora)
– I Madrid: Kirke og sal til ære for Vor Frue af Tránsito, Hellige Josef, Hellige Sebastian, La Paloma og Hellige Rocco
– Salen i Bonne Nouvelle-sognet (Paris)
Sammen med den maleriske skole, som han selv grundlagde, skabte han flere maleriske serier:
– Santissima Trinità-sognet (Piacenza)
– S. Giovanni Battista-sognet (Perugia)
– Santísima Trinidad-sognet (S. Pedro del Pinatar, Murcia)
– S. Massimiliano M. Kolbe-sognet (Rom)
– San Francisco Javier-kirken (Shanghai – Kina)
– El Pilar-sognet (Valdemoro – Madrid)
– Virgen de la Salud-sognet i Poetto (Cagliari)
– Kirkerne i Troina, Mestre, Verona osv.
– Karmeliterklosteret S. José (Mazarrón – Murcia)
NEOKATEKUMENALE CENTRE
Ud over kirkerne og de liturgiske lokaler i sogne opretter man neokatekumenale centre og huse til samvær: mødesteder for Vandringens kateketer, brødrene og bispedømmerne:
– Neokatekumenale center i Madrid og Rom
– Neokatekumenale center »Jahves Tjener« (Porto San Giorgio), et mødested og udgangspunkt for udsendelsen af omrejsende missionærer til nationerne. I 1988 fejrede den hellige Johannes Paul II Eukaristien og udsendte de første familier på mission. I dette center oprettede han det første Ordets helligdom, et sted til studium og fordybelse i Skriften, udsmykket med et originalt glasmosaikvindue.
– Det internationale center »Domus Galilaeae« på Saligprisningernes Bjerg i Det Hellige Land. Dette center er et udtryk for Carmen Hernández’ vision om at oprette et uddannelsescenter for præster og kateketer i Det Hellige Land. Johannes Paul II – som i år 2000 besøgte stedet og velsignede dets arbejde – ønskede, at dette center kunne ”fremme en dyb religiøs uddannelse og en frugtbar dialog mellem jødedommen og den katolske kirke”. Et bevis på alt dette er de tusindvis af besøgende, både jøder og palæstinensere, der bliver imponeret over husets skønhed og gæstfrihed, samt de internationale sammenkomster mellem biskopper og også rabbinere.
– Huse for samvær og neokatekumenale center i forskellige land i Amerika, Afrika og Europa.
REDEMPTORIS MATER SEMINARER
Herren inspirerer Kiko og Carmen til at hjælpe Kirken i denne fornyelse ved sammen med den hellige Johannes Paul II at oprette det første Redemptoris Mater-diocesanske missionsseminar i Rom. Dette bliver efterfulgt af mange andre Redemptoris Mater-seminarer – i dag 116 – som er blevet åbnet af biskopperne i disse bispedømmer. Kiko udarbejder den arkitektoniske model for mange af disse seminarer:
– Redemptoris Mater Seminar i Macerata (Italien)
– Redemptoris Mater Seminar i Medellín (Colombia)
– Redemptoris Mater Seminar i Brasilia (Brasilien)
– Redemptoris Mater Seminar i Varsovia (Polen)
– Redemptoris Mater Seminar i Managua (Nicaragua)
– Redemptoris Mater Seminar i Galilea. Dette sted domineres, ganske sigende, af skulpturgruppen af Kristus med apostlene
– Redemptoris Mater Seminar i Denver (USA)
– Redemptoris Mater Seminar i Avignon (Frankrig)
– Redemptoris Mater Seminar i Costa Rica
– Kirken for Redemptoris Mater Seminar i Rom og Madrid
ANDRE KUNSTNÆRINGER
Ud over disse værker inden for arkitektur, maleri og billedhuggerkunst beskæftiger Kiko sig også med andre kunstneriske discipliner: glasmosaikker, liturgiske vægtæpper og sølvsmedearbejder såsom kors, kalke, bibelomslag, evangeliebøger osv., altid med det formål at tjene det kristne kommunitet på dets trosvej.
– Glasmalerier i katedralen i Madrid (Spanien)
– Glasmalerier i det internationale center Porto S. Giorgio (Italien)
– Glasmalerier i præsteseminarerne i Rom og Madrid
– Glasmalerier i Domus Galilaeae (Israel).
VI VIL OGSÅ GERNE FREMHÆVE TO PUBLIKATIONER:
– »Kerygma, i barakkerne blandt de fattige«, San Pablo, 2012: med et forord af kardinal Antonio Cañizares, præfekt for Kongregationen for Gudsdyrkelse, og kardinal Christoph Schönborn, ærkebiskop af Wien: hvor Kikos oplevelser blandt de fattige og forkyndelsen af kerygmaet beskrives. Udgivet på spansk, italiensk, portugisisk, fransk, engelsk, tysk, japansk, ungarsk, polsk, russisk, arabisk, koreansk og kinesisk.
– »Notater – 1988-2014«, med forord af kardinal Ricardo Blázquez, formand for Den Spanske Bispekonference – Cantagalli, 2016: en samling af digte og personlige bønner af Kiko selv. Udgivet på: spansk, italiensk, portugisisk, fransk, engelsk, kroatisk, tysk, nederlandsk, russisk og polsk.
OFFENTLIGE UDMÆRKNELSER, SOM KIKO HAR MODTAGET:
– Pris fra Israels turistministerium for sit vedvarende engagement i at bringe kristne fra hele verden til Det Hellige Land (Jerusalem 2005).
– Æresdoktorgraden, tildelt af Det Pæpstlige Institut Johannes Paul II, for »fuldstændig værdsættelse af familien som kirkeligt og samfundsmæssigt subjekt, i fuld overensstemmelse med Johannes Paul II’s lære, for Vandringens familiernes uforbeholdne tilslutning til Paul VI’s profetiske encyklika Humanae Vitae og for at indføre en hjemmeliturgi i familien med henblik på at videregive troen til de nye generationer (Rom 2009).
– Æresdoktorgraden i teologi fra Det Katolske Universitet i Lublin (Polen) for at have »indledt en åndelig uddannelse efter dåben, der gennem en kristen indvielse bringer evangelisering til hele verden« (Lublin 2013).
– Æresdoktorgraden i teologi, som han – sammen med Carmen – modtog fra Catholic University of America, »for sin enestående indsats for de fattige, der har ført så mange mennesker til fællesskab med Kristus og til den katolske tro« (Washington DC, 2015).
– Æresdoktorgraden, der blev tildelt Kiko Argüello sammen med rabbiner David Rosen af Universidad Francisco de Vitoria i Madrid for deres bidrag til den jødisk-kristne dialog (2021);
– Medaljen »Per Artem ad Deum«, uddelt af foreningen Sacraexpo (Polen) under protektion af Dikasteriet for Kultur og Uddannelse (2024), for det åndelige bidrag, han har ydet gennem sin kunst.
– Æresborgerskab i kommunen Porto San Giorgio (Fermo, Italien) for at have givet byen international synlighed gennem det internationale center Jahves Tjener.
– Journalistprisen »Religión en libertad« 2025: Årets særpris 2025 tildeles Kiko Argüello for hans store engagement i evangeliseringsarbejdet.
Selv når man tager Kikos geniale kunstneriske indsats for Kirken i betragtning, fastslog han selv i sin korte tale i forbindelse med tildelingen af medaljen »Per artem ad Deum«, at »det vigtigste ved hele mit kunstneriske arbejde har været at åbne en vej til kristen indvielse i hele Kirken, som hjælper så mange familier og så mange unge. Det er virkelig et kunstværk!«.