Kardinal Cobo Cano leder den hellige messe i anledning af 60-årsdagen for den Neokatekumenale Vandring og afslutningsceremonien for den diøcesane fase af saligkåringsprocessen for Guds tjenerinde Carmen Hernández.
Lørdag den 30. maj kl. 20.00 vil kardinal José Cobo Cano, ærkebiskop af Madrid, lede Eukaristien i katedralen Nuestra Señora de la Almudena i anledning af 60-årsdagen for den Neokatekumenale Vandrings oprettelse. Flere biskopper og over 100 præster vil koncelebrere. Det er et glædeligt øjeblik, der omfatter hele den Neokatekumenale Vandrings virkelighed: denne vej til kristen indvielse, der udleves i små kommuniteter og i dag er udbredt i mere end 6.250 sogne i omkring 1.400 bispedømmer over hele verden, og som opstod i et af de fattigste områder i den spanske hovedstad.
Derefter finder afslutningsceremonien for den diøcesane fase af saligkårings- og helgenkåringsprocessen for Guds tjenerinde Carmen Hernández Barrera sted tirsdag den 2. juni kl. 20.00 på Redemptoris Mater-seminaret i Madrid. Processen blev indledt i den spanske hovedstad den 4. december 2022. Ceremonien vil blive ledet af ærkebiskoppen af Madrid, kardinal José Cobo Cano. Postulatoren for denne diøcesanfase, Carlos Metola, samt Kiko Argüello selv, der sammen med Carmen Hernández var initiativtager for den Neokatekumenale Vandring og i mere end 50 år samarbejdede med hende om evangeliseringen, vil tale ved ceremonien. Når den diøcesane fase er afsluttet, vil dokumenterne blive fremsendt til Dikasteriet for Helgenkåringer, og processen vil fortsætte i den »romerske fase«.
Carmen døde i en alder af 85 år den 19. juli 2016 i Madrid efter lang tids sygdom og et liv, der var viet til ubetinget tjeneste for Evangeliet, sådan som hun havde ønsket det siden barndommen. Ceremonien den 2. juni finder sted næsten ti år efter hendes død og på det sted, hvor hun er begravet. Indtil i dag har mere end 118.000 mennesker besøgt hendes grav, og der modtages løbende nådegaver gennem hendes forbøn. Carmen Hernández’ bidrag var af afgørende betydning for den Neokatekumenale Vandring takket være hendes studier af fornyelsen i forbindelse med Det Andet Vatikankoncil. Dette bidrag kom til udtryk på mange områder: dannelsen af små kommuniteter, liturgien, Påsken, forholdet til Guds Ord, herunder Det Gamle Testamente, samt de patristiske og jødiske kilder.
Den Neokatekumenale Vandring tog sine første konkrete skridt i skurbyen Palomeras Altas i Madrid, hvor Kiko og Carmen mødtes i midten af 1960’erne.
I november 1964, da Kiko var en ung maler, opgav han nemlig sin karriere, og da han i de uskyldiges lidelse så mysteriet om den korsfæstede Kristus og fulgte i Sankt Charles de Foucaulds fodspor – nemlig at leve Jesu skjulte liv i Nazaret – besluttede han sig for at flytte ud blandt de fattigste i en barak i udkanten af Madrid. Omkring ham, mens han bad, spillede guitar og læste Bibelen, begyndte der efterhånden at samle sig sigøjnere, ungdomsforbrydere og marginaliserede mennesker, som lyttede til forkyndelsen af kerygmaet.
Da politiet i august 1965 ankom for at rive barakkerne ned, lykkedes det Kiko at ringe til ærkebiskoppen af Madrid, monsignor Casimiro Morcillo, som straks mødte op og standsede nedrivningen. Ærkebiskoppen blev dybt rørt ved synet af det lille »kommunitet« af så fattige mennesker, der bad. Den kærlighed og omsorg, som Carmen så hos Monsignor Morcillo, overbeviste hende om at samarbejde med Kiko, for hun fornemmede, at dette kommunitet, der spontant var opstået blandt de fattige, var et værk, der kom fra Gud. Det var ærkebiskoppen selv, der opmuntrede dem til at bringe denne kristne indvielse ud til menighederne i Madrid; og således begyndte katekesundervisningen i 1966 i centrum af Madrid. Men det var oplevelsen i barakkerne, der udgjorde den »planteskole«, hvor denne vej til genopdagelsen af dåben blev udformet, baseret på trefodet »Ordet, liturgien og fællesskab«, og netop levet ud i et lille kommunitet, hvor man oplever kærligheden til næsten.
Således opstod denne kristne indvielse for voksne i midten af 1960’erne, uden forudbestemte rammer og i en kontekst præget af marginalisering; i dag er den udbredt i 138 lande på de fem kontinenter med mere end 20.350 menigheder. I løbet af disse tres årtier har hundredvis af familier sammen med deres børn ofret deres liv for evangeliseringen; de har givet afkald på deres tryghed og dermed gjort det muligt for Evangeliet at nå ud til verdens fjerneste afkroge. I dag er der omkring 2.000 familier, der fortsætter dette arbejde med at støtte biskopper og sognepræster, enten som omrejsende kateketer eller missionærer i meget fattige områder, eller som udsendte ad gentes i de mest afkristnede områder. Blandt frugterne af denne kirkelige virkelighed findes også de 116 missionerende bispedømmeseminarier under navnet Redemptoris Mater, hvor mere end 3.400 præster er blevet uddannet; hundredvis af klosternonner samt mange cølibatære missionærer, både mænd og kvinder. Statutterne for den Neokatekumenale Vandring blev endeligt godkendt af Den Hellige Stol i 2008, og det kateketiske direktiv i 2010.
